Måske er du, der læser med her lige nu, nybagt mor eller far. Måske er du for få uger siden kommet hjem fra hospitalet med din elskede baby. Måske gik du den første tid rundt i en lykkeboble hvor alt var godt. Men så lige pludselig, ud af det blå, så startede din baby på at have uro og mavebøvl.
 
Lige pludselig oplevede du måske nærmest ubærlige skrigeture. Og ikke bare en gang. De kom dagligt og nogle dage flere gange om dagen. Er du en af dem hvor din baby har ondt i maven og bliver ulykkelig, så ved jeg godt at det er rigtig hårdt lige nu. Men der er hjælp at hente.
 
Sagen er, at der kan være mange årsager til, at din baby får ubehag og bliver ked af det. Og en af dem kan være den D-vitamin, I har valgt at give jeres baby. Den vil jeg gerne komme mere ind på i det her nyhedsbrev. Først lidt om D-vitamin generelt.

 

Hvordan dannes D-vitamin?

Når dit barns hud udsættes for direkte solskin, så dannes der D-vitamin. Hvis huden er dækket af tøj, solcreme eller er bag glas, så dannes der ikke D-vitamin i kroppen. Hvis du bruger en solcreme med faktor otte, så nedsættes kroppens dannelse af D-vitamin med hele 90%, kilde: bogen Naturligt sunde børn, af Anette Straadt, Æblebørn.
 
Det er et lidt tricky område, for generelt får vi for lidt sollys og danner for lidt D-vitamin, men samtidig skal og vil vi som ansvarlige forældre passe på vores børns hud. Så derfor giver vi vores små børn D-vitamin, så de ikke kommer i underskud.

 

Hvorfor give D-vitamin og hvad betyder det for os?

Der er gode grunde til vi har brug for D-vitaminet. Her har jeg listet de vigtigste:

  • D-vitamin er nødvendigt for vi kan udnytte fosfor og kalk.
  • D-vitamin er nødvendigt for vi kan opbygge tænder og knogler.
  • D-vitamin har stor betydning for nervesystemet og humøret og sikrer vores muskler kan fungere optimalt.
  • D-vitamin har rigtig stor betydning for vores immunforsvar.

 

Naturlige kilder til vitamin D – hvad er det?

Som nævnt kan vi godt få D-vitamin ind af naturlig vej. Først og fremmest via sollys. Men derudover findes der små mængder af vitaminet i fisk, fiskeleverolier, æggeblommer, i mælk, ost, lever og i avocado. Men det er trods ikke alt det din baby spiser – endnu. Og selv om du som voksen spiser alt dette, så er det i vores del af verdenen generelt svært at få nok D vitamin.

 

Typer af D-vitamin – hvordan ser det ud?

Når du skal til at give D-vitaminet til dit barn, så er der flere muligheder. Dette vitamin kommer både som dråber, i kapsler og som spray. Hovedparten giver dråber til deres baby. Vær opmærksom på, at D-vitaminet skal være i form af D3, for det er let optageligt og let anvendeligt for kroppen. Modsætningen til D3 er de syntetiske D2-produkter, hvor kun ganske få er tilbage på markedet.

 

Hvilken d-vitamin skal jeg vælge til min baby?

Hvis det var min baby, så ville jeg vælge at give D-vitamin med mælkesyrebakterier. Det kunne for eksempel være Duolac. Når flasken er tom, så vælg en anden type, også med mælkesyrebakterier. Det kan for eksempel være Semper eller Lactocare.

Grunden til du godt må skifte mærke og det kan være en fordel for din baby er, at der er forskel på hvilke mælkesyrebakteriestammer, der er i de forskellige produkter. Ved at skifte får din baby flere forskellige stammer. Hvis du ammer og det er svært at få dråberne i din baby, så smør dråberne på din brystvorte. Så får babyen dem på den måde.

Undgå D-dråber med kokosolie. De giver ofte mavebøvl. D-vitamin i sprayform er et supernemt og forholdsvist nyt alternativ. Et pust i munden og D-vitaminet bliver optaget gennem mundens slimhinder. Det kan være en stor fordel, da optagelsen sker uanset om fordøjelsen fungerer optimalt eller ej hos din baby.