Lige om lidt er det jul. Nedtællingen er startet. For længst. Nogle glæder sig – nok især de mindste blandt os. Så er der dem af os, der synes det lige har været jul og vi nemt kunne springe en enkelt jul over. Eller for hvem det er en stressende tid vi går i møde med de mange gøremål, der følger med julen.

Det fik mig til at tænke… hvad kunne bringe glæde i dagene op til jul? Hvad kunne være sjovt at gøre en dag om ugen, adventssøndag eller måske ligefrem hver dag fra den 1. og til og med den 24. december? Med det in mente at den 1. december 2019 er det både første kalenderdag og første søndag i advent.

Det er ikke nogen hemmelighed, at størstedelen af mødre har fokus alle andre end på dem selv. I hvert fald hvis det er mindre børn i husstanden. Ikke alle får alt det retur de giver ud, og sådan er det nu nok engang, men lidt mere mødre-omsorg – det vil jeg gerne slå et slag for.

Julekalender der kan bringe glæde

Derfor er mit mål med det her nyhedsbrev at inspirere dig der læser med til, at lave en julekalender der kan bringe glæde – uden det koster penge. Gerne sammen med din mødregruppe eller et par veninder, der måske også glemmer sig selv lidt fra tid til anden.

Helt konkret vil jeg komme med 24 forslag til ”kalendergaver”, der kan inspirere og glæde dig og dermed din familie.

Du/I kan lave dem som 24 smukke små ”lapper” eller 24 postkort eller måske 24 påmalede sten… alt er ok. På hver af dem skal der stå et citat eller en kort berigende tekst.

De 24 forslag

Har du ikke tid til selv at finde på, så er her 24 forslag, der er lige til at kopiere eller plukke ud fra:

  1. God og glad – følges ad.
  2. DU er fantastisk.
  3. Roser er røde, violer er blå. Æbler er søde og du er lige så.
  4. DU er bare for lækker.
  5. Syng til dit arbejde, så går det let. Så er du færdig, før du er træt.
  6. “Små hjerter kan også føle store ting“, citat: Grisling fra Peter Plys.
  7. Husk at prioritere vigtige ting frem for de ting, du tror haster.
  8. Godt givet ud – kommer godt igen!
  9. Et smil er lykke, du finder lige under din næsetip.
  10. Kunsten ved at være lykkelig er at gøre sine glæder enkle.
  11. Smil er gratis, så smil lidt mere.
  12. Du er klog.
  13. Sigt efter månen, og rammer du ikke, er du sikker på at lande blandt stjernerne.
  14. Nogle gange fylder de mindste ting mest i dit hjerte.
  15. Du er lykkelig.
  16. Du er god at snakke med.
  17. Du er positiv.
  18. Det værste ved at lave ingenting er, at man aldrig kan tage en pause.
  19. Du er rig.
  20. Værdsæt de små ting.
  21. Du er lyset.
  22. Du er glæden.
  23. Det er ikke det, du spiser mellem jul og nytår, der feder, men det, du spiser mellem nytår og jul.
  24. En ven, er en gave du giver dig selv.

Har din veninde, eller kvinderne i mødregruppen, en sød tand, så kunne du ledsage hver af de 24 pakker med et lille stykke chokolade. Men det vigtigste er du får budskaberne ud.

Jeg har også tænkt på fire adventsgaver. Her kunne du finde fire ting som du enten selv har nørklet eller du har lokket nogle andre til at lave.

De fire adventsgaver, når julen nærmer sig

Det kunne f.eks. være:

  • En hjemmestrikket karklud.
  • En stikling fra en af dine blomster.
  • En sød mail med en god meditation fra youtube.
  • En god bog du har læst og nu er klar til at forære væk.

Du kan også lade dig inspirere af blogindlægget ”Pakkekalendergaver – fra mig til dig” som jeg skrev til min-mave tilbage i 2013. Læs det her.

Hvad har du selv af gode idéer til en pakkekalender eller til adventsgaver?

Kærligst

Helle

PS Julen nærmer sig – julegaven kan være bogen Minfulness for dig som mor (måske købt brugt)