En lille ny verdensborger har set dagens lys – din baby. Glæden er stor. Men med glæden følger alle omvæltningerne. Især da det måske viser sig, at du ikke har mælk nok eller af en anden årsag ikke kan amme.

Du har gjort alt, hvad du kunne for at få gang i mælkeproduktionen. Du har fået at vide, at det bare er det bedste for din baby at amme. Men det virker ikke. Og lad mig være den første til at sige, at nu gælder det om ikke at slå sig selv mere oven i hovedet end du nok allerede gør, for der findes modermælkserstatning, der kan hjælpe (herefter forkortet MME).

Der findes ikke en MME-variant, der helt kan kopiere den unikke ernæringsmæssige sammensætning, der er i naturlig brystmælk. Naturlig brystmælk, også kaldet modermælk, indeholder nemlig den optimale næring for et spædbarn. Brystmælken indeholder moderens antistoffer, et højt indhold af kolesterol og andre næringsstoffer, der er væsentlige for barnets udvikling. Når det er sagt, så er det for mig at understrege, at man sagtens kan vokse sig stor og stærk på MME, så fortvivl ikke hvis amningen ikke lykkes.

Alternativ til brystmælk

Lad os sige, at nu ved du at amningen ikke kommer i gang. Nu er næste udfordring at finde rundt i noget der føles som et hav af forskellige varianter af MME. MME der både kommer i pulver- og i flydende form (pulverformen blandes i vand). Hvor skal du starte? Lad mig se om jeg ikke kan hjælpe dig på vej.

Hvilke typer modermælkserstatninger findes der?

Modermælkserstatninger kan overordnet inddeles i tre typer:

1. Modermælkserstatning baseret på komælk

Mange MME’er er fremstillet af komælk. Komælk, der er modificeret til at ligne modermælk, så den rigtige balance af næringsstoffer bliver opnået. Det er vigtigt, for at mælken kan fordøjes af baby.

Ikke alle spædbørn reagerer godt på komælksbaseret MME. Nogle babyer er allergiske overfor proteinerne i komælk. Og så må andre MME typer på banen.

Jeg oplever en del babyer får problemer med komælksbaseret MME. Det er ofte problemer med forstoppelse og ondt i maven. Nogle får endda eksem, snot, og øreproblemer. Vær derfor meget opmærksom, hvis valget er faldet på denne type MME. Bemærk, at der kan gå op til tre døgn før reaktionerne, viser sig.

Eksempler på MME baseret på komælk er NAN pro 1, Allomin 1, Baby & Me Organic og Little steps.

Komælksbaserede MME findes både i ikke-økologiske og økologiske udgaver. Problemerne med de store komælksproteiner løser du desværre ikke med den økologiske udgave.

Nan supreme og Nan HA er en variant, dog ikke økologisk, hvor komælksproteinerne er slået lidt i stykker på forhånd. De er dermed nemmere at fordøje end mange andre komælksbaserede udgaver af MME. Det er bevist, at de både har en bedre effekt ved maveproblemer, og at de forebygger eksem. Så disse to erstatninger får min anbefaling, når det gælder komælksbaseret MME.

Andre MME muligheder

Økologisk MME lavet på gedemælk fra Holle, er også en mulighed. Gedemælk minder mere om komælk i dets opbygning. Og så er det særdeles næringsrigt, jf. rapporten Fakta om gedemælk og gedekød – i relation til humanernæring. Den kan også være god, hvis du oplever allergiske reaktioner på den komælksbaserede.

2. Modermælkserstatning baseret på soja

Hvis du er vegetar eller af anden årsag gerne vil have en MME uden animalske proteiner, så er soyabaseret MME en mulighed. Ligeledes, hvis din baby lider af mælkeallergi eller laktoseintolerans (mælkesukker-intolerans). Nogle babyer er både allergiske overfor komælk og soyamælk.
SMA er en sojabaseret modermælkserstatning. Som desværre er uden lactose (mælkesukker). Lactose er rigtig vigtigt for vores tarmbakterier. Læs mere på plantebaby.dk.

3. Modermælkserstatning baseret på højt hydrolyseret protein

Hvis din baby har både mælke- og soyaallergi, så er MME baseret på højt hydrolyseret protein, også kaldet hypoallergen modermælkserstatning, netop fremstillet til det formål.

Her er komælksproteinerne slået helt i stykker. Det gør det lettere at fordøje og der er mindre sandsynlighed for, at denne variant kan udløse allergiske reaktioner hos dit barn.

MME baseret på højt hydrolyseret protein hedder Nutramigen, Althéra og Pepticate. De tre produkter kan du købe på apoteket. Men inden du kaster dig over dem, så tal med din læge – også om muligheden for at få tilskud til køb af dette alternativ, da det ikke er billigt.

De to modermælkserstatninger neocate og Alfamino er bearbejdet så meget, at det kun er frie aminosyrer. Så der er ikke nogen hele proteiner i overhovedet. Blot rene aminosyrer der er i der. Nogen gange skal anbefalingen helt over og være en af de her to, hvis børnenes fordøjelse eller immunforsvar er meget meget belastet. Så er det her, vi ender.

Plantebaseret modermælkserstatning

Den type findes desværre ikke mig bekendt. Hvis du gerne vil tjene kassen, så er jeg ret sikker på, at der er mange penge i at udvikle en plantebaseret modermælkserstatning med lactose.

Afslutningsvis, så er min anbefaling, at du vælger den erstatning som passer jer bedst. Men vær løbende og altid opmærksom på din babys reaktioner. Og husk det vigtigste råd af dem alle – du må aldrig give rigtig komælk til din lille baby.