Der findes måske ikke noget værre du kan sige til nybagte forældre end ”husk nu at slappe af engang imellem”, for hvis barnet skriger – hvornår er det så lige det med at slappe af skal foregå? Det er nemmest, når der er ro.
Men nu siger jeg det også. Hvis du kan få bare fem minutter engang imellem til dig selv, så tag dem og nyd dem og brug dem til at lade batterierne op til det vigtigste job du har fået her i livet – at være nogens forældre.
Med et lille barn hjemme kender du sikkert alt for godt til, at det kan være svært at få ladet batterierne op. Nattesøvnen halter, I har uro fra barnet i løbet af dagen og måske lider dit barn af mavebøvl – jo flere forstyrrelser, jo mindre overskud hos dig og din partner, hvis I er to om forældreskabet.
Og så siger jeg slap nu af og pas på dig selv! Det er lettere sagt end gjort. Jeg ved det godt. Men jeg prøver alligevel at skubbe lidt til dig, for jeg ved hvor meget det betyder for dit barn, at du har det godt. Så vær opmærksom på hver dag at være lidt god ved dig selv på en måde som fylder dig med energi og lader dine batterier op. Hvordan du gør dette er helt op til dig.
I dag så jeg en mor, der havde valgt en lidt sjov metode og gav mig et stort smil på læben. Hun løb på rulleskøjter med barnevognen foran sig. Hun nød det – hun strålede – og det gjorde babyen i vognen med garanti også.
Syv ideer
Hvis du sidder og tænker ”den er god med Helle – jeg er helt idéforladt”, så er her en liste med syv gode ideer – en til hver dag i ugen, som du kan lade dig inspirere af:
- Lyt 10 minutter til en afspændings-cd
- Gå en lang tur – gerne med barnevognen
- Løb en tur
- Tag til “langbortistan” på motionscyklen
- Lav yogaøvelser med eller uden en yogabold
- Få den lille passet i en time eller to – og sov!!!
- Vær kreativ – tegn, mal, strik, sy… og glem tiden for en lille stund.
Det vigtigste er at du er eller bliver bevidst om hvordan du nemmest lader dine batterier op.
Mozambique opladning
Jeg har også brug for at lade op engang imellem og som du måske ved, så elsker jeg at rejse og da jeg ikke har en baby i huset, så har jeg stor frihed. Jeg er lige kommet hjem fra Mozambique. Det skulle vise sig at blive tre uger uden en mobiltelefon, der virkede. Meget frustrerende. OK mobil havde lovet mig, at de dækkede i Mozambique – det gjorde de ikke.
Ingen babygråd
I Mozambique vrimler det med kvinder med små børn på ryggen. En ting glædede mig. Jeg hørte stort set aldrig babygråd. Det lille barn sad på ryggen af mor godt gemt væk i et langt stykke stof som moren havde bundet om maven. Når det lille barn sov, så var hovedet typisk dækket af klædet.
Barnet var hele tiden i tæt kontakt med sin mor og kunne mærke og fornemme hendes hjerterytme, som da det lå i mors mave. Ro er skabt. Mor havde fri bevægelighed og gik snildt i marken eller hentede vand ved brønden med en lille på ryggen.
Det er ikke sikkert den model fungerer i vores del af verden, men så er der noget andet der gør. Vil du dele med mig hvad du gør for at få dit barn til at falde til ro, når det er uroligt?
PS du kan hente inspiration i artiklen “6 gode råd til en mere rolig baby”.