Tre beroligende tips til en kolik ramt baby, hvis du har en baby der bare skriger og skriger. Findes der noget mere opslidende og nervepirrende? Næppe, tænker dem der har oplevet det. Især de forældre, der selv har stået med en utrøstelig kolikramt baby og ikke anet deres levende råd.

Sker det for dig, så sørg først og fremmest for at holde din baby varm, da kulde forværrer kolikanfaldene. Men der er andet du kan gøre. Så nedenfor er tre tips til, hvad du ydermere kan gøre for at få ro på kolikken og dermed give din baby ro.

Fennikelte

En tynd fennikelte virker beroligende på din baby. Den kan også tage noget af luften i maven. Hvis du ammer, så kan din baby få det i en fortyndet udgave gennem dig, hvis du selv drikker fennikelte.

Katteurt

Jeg har også været i gemmerne og fundet et gammelt husråd frem. Gamle husråd kan være guld værd. Katteurt er et af dem. Katteurt bliver også kaldt for Kattemynte. Katteurt er en plante med takkede grågrønne blade, der dufter som en mellemting mellem timian og mynte.

Lidt historie om katteurten

I Middelalderhaven voksede Katteurt i tebeddet. Planten kan let dyrkes fra frø eller formeres fra stiklinger. Den er opkaldt efter den italienske by Nepeti, hvor den blev dyrket i store mængder. Derfor går den også går under navnet Nepeta. Den bliver prist for sine gode egenskaber, der betegnes som mildt søvndyssende og febernedsættende. Den blev indført til landet af katolske munke, der brugte den til at give medicinen en behagelig(ere) duft. Katteurt er flerårig og blomstrer om sommeren med fine lyslilla læbeblomster.

Lindrende virkning på kolik

Givet som te til småbørn med kolik kan katteurten have en lindrende virkning. Ligesom med fennikelte, så kan din baby også få det ind via modermælken, hvis du ammer og ikke har lyst til at give det til dit barn direkte. Mor kan drikke en urtete, hvor katteurt er i sammen med andre urter.

Et eksempel på en god blanding kommer her: Pebermynte, hyldeblomst, Hvidtjørn og Katteurt. Det giver tilsammen en meget velsmagende urtete, som ikke kun kan afhjælpe kolik, men også nydes af mor.

Carbo betula D10

Spædbarnskolik er som nævnt meget belastende – både for baby og forældre. Et sidste middel til at mildne kolikanfald jeg vil sætte fokus på, er Carbo betula D10. Det er birkekul i homøopatisk form. Det hjælper med til, at luft og væske arbejder bedre sammen i fordøjelsen.

Kuren er, at du ved sengetid giver dit barn tre dråber i ganske lidt vand. Det skal gentages hver aften i 14 dage.

Det var tre tips som er både naturlige og bæredygtige. Du kan læse mere om spædbarnskolik her. Scroll til nederst på side 23, hvor du finder afsnittet ”Spædbørnskolik, gråd, aftenuro”.

Hvis I prøver et af de tre tip, så fortæl mig gerne hvilket tip der virkede bedst hjemme hos jer? Så tager jeg jeres erfaring med videre i mit arbejde.

Kærligst

Babyzoneterapeut Helle Munk