SPØRG HELLE i ”Slyngelstuen for urolige babyer”

SPØRG HELLE i ”Slyngelstuen for urolige babyer”

NYT NYT NYT

Fremover har forældre til babyer mulighed for

HVER TIRSDAG kl. 10.00 – kl. 10.30

at deltage på et Zoom kald i ”Slyngelstuen for urolige babyer”, hvor de kan spørge mig, babyzoneterapeut Helle Munk om alt, der har med babyer at gøre.

SPØRG HELLE om hvad?

Det kan eksempelvis være spørgsmål om

  • babymaven – er det normalt, at babyer har mavekneb?
  • søvn – hvordan hjælper vi vores baby til at sove?
  • uro – min baby er altid urolig kl. 2 om natten – hvad kan det handle om?
  • forstoppelse – hvilke naturlige præparater kan du anbefale?
  • kolik – hvad kan jeg gøre for at min baby får det bedre?
  • fordøjelsesproblemer – hvordan kan jeg hjælpe min baby med at stabilisere fordøjelsen?
  • zoneterapi – hvad er zoneterapi? hjælper zoneterapi?

Måske har du noget helt andet som du vil spørge om. Jeg opfordrer kraftigt til, at du stiller spørgsmålet kort og præcist, så jeg kan nå så mange som muligt hver tirsdag. Du er velkommen til at maile spørgsmålet til mig på forhånd på tid@babyzoneterapi.dk

Hvem er Helle Munk?

Jeg er den cyklende babyzoneterapeut. Jeg har cyklet fra baby til baby siden 2010. Gennem alle årene har jeg samlet et hav af tips og tricks og værktøjer. Så det er min mangeårige erfaring jeg vil øse af og bidrage med, når I stiller spørgsmål. Jeg blev færdig som zoneterapeut i 2000, så det er et par dage og mange tusind par babyfødder siden.

Ingen spørgsmål er for dumme. Bare Spørg Helle.

Hvad koster det?

Det eneste det koster dig er din e-mail adresse. 

Hvordan tilmelder jeg mig?

Når du tilmelder dig nyhedsbrevet NYT fra Babyzoneterapi, og det er du allerede, så får du et link til zoom kaldet aftenen før.

Zoom kaldet optages, så det skal du være indforstået med.

Jeg glæder mig til at se dig i ”Slyngelstuen for urolige babyer”.

Hjertevarme hilsner

Helle

Er jeres familie ferieklar?

Er jeres familie ferieklar?

Rundt om i de danske hjem står ferien for døren. Ferie kan være mange ting, men for en del børnefamilier er ferie lig med at afbryde hverdagen og tage af sted - væk fra dagligdag, pligter og stramme tidsplaner.

Der er stor forskel på hvordan vi holder ferie. For nogen virker det ganske uoverskueligt at rejse uden for landets grænser med børn – her trækker en tur i sommerhus. Mens for andre er det skønt at rejse udenlands, forudsat økonomien er til det, og opleve andre kulturer og lande og her er børn ingen hindring. Der er ingen ferie der er mere rigtig end en anden – jo, hvis den rigtige ferie er den din familie trives med så er den det mest rigtige. 

Hvis I vælger et feriemål, hvor I skal ud og flyve med en baby, så er det en god idé forud for selve flyveturen at undersøge hvordan der er plads til jeres barn i kabinen. Hos nogle flyselskaber er der for eksempel plads til en lift, som bliver spændt fast på gulvet, mens hos andre er det helt anderledes – og afhængig af flyvetiden kan det være rart at vide hvordan I er stillet som familie.

En anden ting der er god at overveje forud for ferien er ”ferieapoteket”. Mange vælger at have et ferieapotek med, når de tager på ferie, og det er også noget jeg vi anbefale. Jeg har af samme årsag samlet en lille liste med dråber du kan medbringe på din ferie, hvis den er med børn op til seks år. Listen har jeg fået inspiration til fra Alma-info.com og fra et af Almas nyhedsbreve over hvilke homøopatiske dråber der er ekstra gode;

Ferrum phos D6

Dråberne er generelt gode mod feber og infektion.

Silicea/belladonna comp

Disse dråber har hjulpet mange med der har fået ondt i ørerne af badning. De kan også gøre forskel, for børn der har ondt i tænderne. Hvis barnet har feber, så er det godt at tage dråberne sammen med Ferrum ph.D6

Arsenicum album D12

Det er gode dråber mod dårlig mave/diarre/opkast, der udspringer af grund af nye typer bakterier i maden.

Biron

Er efter sigende gode mod insektstik/bid. Biron kan også nogen gange afhjælpe solskoldninger.

Udover ovenstående liste vil jeg tilføje de homøopatiske dråber:

Helioron

Det er dråber der er gode mod soleksem. Alma har udgivet folderen Soleksem. Det er en letlæst folder på fire sider.

Hvad ville du medbringe i ”ferieapoteket” og har du altid et sådant med?

Nu hvor jeg har din opmærksomhed…

Husk at en ble som skærmer for solen og babyens udsyn i barnevognen er absolut no go. Der kan blive meget varmt bag bleen. Jeg talte med en mor som har arbejdet på en neonatalafdeling. Hun fortalte, at de engang havde fået en baby ind, der havde ligget i barnevognen med en ble som solskærm. På grund af overophedning endte det barn med en lille hjerneskade. Efter den snak får jeg det ekstra dårligt, når jeg ser barnevogne som er fuldstændig tildækkede.

Et sidste råd, hvis turen går til eksotiske himmelstrøg med stor tidsforskel er, at det også er muligt at tage homøopatiske dråber mod jetlag som typisk er størst, når rejsen går mod øst. Dråbernes navn er Epifysis D6.

Rigtig god sommer til dig og din familie. Nyd den!

PS her kan du hente masser af inspiration til Naturlig hjælp til børn og ligeså her på Babyzoneterapis blog.

Luft i babymaven – 5 tips mere til at lindre smerterne

Luft i babymaven – 5 tips mere til at lindre smerterne

Luft i babymaven - 5 tips mere til at lindre smerterne. Rigtig mange forældre med babyer kommer til at føle sig magtesløse, når deres baby føler ubehag, fordi babymaven gør ondt – måske fordi prutterne presser sig på. Så jeg tager endnu en gang emnet luft i maven op. Som du måske har bemærket, så har jeg lige forfattet et indlæg om samme emne. Luft i maven er uundgåelig for babyer. Fordøjelsessystemet skal i gang. Det skal både optage og behandle næringsstoffer og udskille affaldsstoffer. Nogle mener at affaldsstofferne, der skal passere gennem tarmene bevæger sig langsommere i starten. Indtil tarmene kommer i gang. Samtidig er det svært for den lille krop at fordøje og nedbryde næringsstofferne. Også selv om babys kost selvfølgelig kun er modermælk eller modermælkserstatning. Så her er fem tips og tricks mere, du kan prøve.

1. Giv velsmagende fennikel te

Såfremt du ammer, så drik fennikel te. Mange oplever, at fennikel te styrker fordøjelsen. Og alt hvad du indtager det får din baby jo også en meget fortyndet del af.

Hvis din baby er på modermælkserstatning, så kan du også lave lidt fennikel te og give det til din baby, når teen er kølet ned og lunken. Fennikel sætter gang i fordøjelsesprocessen. 

2. Suppler med en flaske vand

En ting, som dit barn kan indtage som ikke forårsager luft i maven er afkølet lunket vand. Vand fordøjes ikke på samme måde som andre fødevarer. Vand forårsager ikke luft i maven. Vand kan også fortyndes med andre væsker og dermed mindske dannelsen af luftbobler. En lille smule vand kan også have god effekt. Vand kan også stimulere tarmene til at bevæge sig, hvilket er meget nyttigt. Det er meget vigtigt at bemærke, at du ikke skal erstatte modermælk eller modermælkserstatning med en flaske vand, da der ingen næringsværdi er i vand. Men lidt ekstra vand efter en spisning kan gøre underværker for den lille som har let ved at få problemer med luft i maven. 

3. Svøb dit spædbarn med benene foldet

Når dit spædbarn stritter med udstrakte ben, så kan det være tegn på luft i maven. Dette er en instinktiv måde for de små at reagere på mavesmerter. De prøver lige som at sparke smerterne fra det der presser i maven ud af maven. Mange cykler med babys ben. Det giver også nogle gange effekt. Andre gange er det mere effektivt at krydse babys ben ind over babys mave, så babys numse løfter sig fra underlaget. Nogle svøber baby med krydsede ben og armene ind til kroppen. Lyt til din baby. Hvis det giver baby ro, så ok i en kort periode.

4. Mave tid på tværs af dine lår

For nogle babyer hjælper det med blide tryk på maven. For andre babyer skal der andet til. Du kan lægge dit spædbarn med maven nedad på tværs af dine lår. Babys hoved skal hvile på dit ene lår, og babys mave på dit andet lår. For nogle babyer som ligger i skødet virker det beroligende, hvis du forsigtigt vipper med benene, enten synkront eller først vip det ene ben og dernæst det andet ben. Lad babys ben hænge ned, mens du vipper med dine ben. Kombinationen af dine bløde strøg og blid klappen/trykken på ryggen kan lindre og virke forløsende på din baby og være lige det din baby har brug for. 

5. Giv baby fodmassage

Såfremt dit spædbarn eller din baby har et vedvarende problem med luft i maven, så vil jeg foreslå at prøve zoneterapi. Med zoneterapi stimulerer du områder på fødderne, og derigennem påvirker du andre områder af kroppen. Det område af din babys fødder, der er forbundet med babys tarme er i midten af baby​​foden lige over hælen og under trædepuden. Læg din baby på ryggen og hold din babys fødder oppe. Masser forsigtigt området i en blød cirkulær bevægelse i urets retning. Du kan sagtens udføre denne lindrende zoneterapi nogle gange i løbet af dagen. Eksempelvis før du giver din baby mad om morgenen, lige før den sene eftermiddagslur, og lige før sengetid. Zoneterapi er designet til at behandle de underliggende problemer. I dette tilfælde transport af afføring gennem tarmene, og effektiv fordøjelse

Nogle babyer er mere tilbøjelige til at få luft i maven og luft-relaterede smerter end andre. Det er vigtigt for dig som forælder, at du husker at gøre dit bedste for at bevare roen, også når du er mest frustreret. Øv dig når din baby har det godt. Ro smitter. Afprøv de forskellige tips og tricks indtil du finder det eller de fif, der virker. Derefter nyd roen og stilheden, så længe du kan. Når din baby græder intenst, og længe så opstår der nemt en følelse af frustration. Tilsvarende er følelsen af lettelse så befriende, når din babys gråd endelig stopper.

Hvilket tips eller tricks virker bedst på din babys gråd

5 tips til at lindre smerter ved luft i babymaven

5 tips til at lindre smerter ved luft i babymaven

5 tips til at lindre smerter ved luft i babymaven

Rigtig mange babyer bøvler med luft i maven og prutte-relaterede smerter. Hos nogle babyer kommer disse smerter kun en sjælden gang. Hos andre babyer kommer disse smerter typisk i forbindelse med, at de skal spise eller sove.
 
Typiske tegn på luft i maven er, de sover uroligt og skriger pludseligt. Tilsyneladende uden grund. Du ved, at din baby ikke bør være sulten endnu. Bleen er ren. Benene er stive og stritter lige ud. Deres øffen ender som regel i skrig.
 
Her følger nogle tips og tricks til et par hurtige og nemme ting du kan gøre for at hjælpe med at lindre din babys ubehag, når det har luft i maven.

Tips og tricks, når din baby har luft i maven

1. Foldet håndklæde / flad pude

Læg et foldet håndklæde eller allerbedst en flad pude under din babys fødder, så babys fødder bliver løftet nogle få cm op, mens din baby sover. Denne position letter presset på din babys mave, og som et resultat vil din baby ofte have nemmere ved at klare det, når prutterne presser sig på for at komme ud.

2. Blid bassage om babys navle

Masser blidt i en cirkulær bevægelse omkring din babys navle i urets retning. Dette er en god måde til at få gang i prutterne og afføringen, så de kommer ud af systemet. Andre grundlæggende baby massage strøg er strøg fra bunden af ​​din babys brystkasse nedad til dets hofter. Eller igen og igen at gå med dine fingre fra venstre mod højre henover din babys mave på stykket mellem ribbenene og bleen. Nogle bruger også lidt creme, når de masserer.

3. Det lune håndklæde

Placer et lunt håndklæde – endelig ikke for varmt - på babys mave. Nogle varmer håndklædet i mikroovnen, andre på varmeapparatet. Ved at anbringe et opvarmet håndklæde på babys mave kan det give samme beroligende virkning som en varmepude på din mave. Et varmt bad kan også være beroligende for baby.

4. Rygstrøg

Strøg på ryggen. Vend baby om på maven og stryg blidt babys ryg fra skulderbladene og ned til hofterne. Det kan også virke beroligende og få din baby til at slappe så meget af, at prutterne nemmere passerer eller bliver mindre belastende. Undgå at massere eller stryge på maven lige efter spisning/amning. Vent mindst 15-20 minutter efter baby har fået mad før du prøver dette tip.

5. Leg "Tæer-På-din-Næse" med din baby.

Leg "Tæer-På-din-Næse" med din baby. Dette trick er vist af gammel dato og nogle mener, at det er gået i arv i generationer. En måde er at lægge din baby på dine lår med fødderne ved din mave og så du og din baby kan have øjenkontakt. Tag babys fødder i dine hænder og forsigtigt pres dem op mod din babys ansigt. Du kan samtidig synge eller sige et rim og hvis det er et ældre spædbarn, så fremkalder det næsten altid smil og glæde. Når din baby har en hvis alder og har det godt og er afslappet, bør din baby være i stand at få sine tæer til at røre sin næse med meget lidt pres fra dig. Se altid på din baby og lyt til, hvis din baby siger fra.

Du må aldrig tvinge din baby ind i en position, hvor din baby gør modstand. Vær opmærksom på din babys signaler, og hvis din baby græder og trækker benene/sig væk fra dig, så hold en kortere eller længere pause med legen. Hvis din baby derimod nyder legen kan det ikke kun lindre luft i maven, det kan også styrke jeres nærvær og tilknytning. Smerter fra luft i maven er desværre nærmest uundgåelige for babyer.
 
Hvilke tricks anbefaler du din bedste veninde, når hendes baby har luft i maven?

PS Læs mere om babymaven her

NATURLIG HJÆLP TIL DIT ØREBARN

NATURLIG HJÆLP TIL DIT ØREBARN

Har dit barn udfordringer med ørerne og ønsker du naturlig behandling til dit ørebarn?

Mange ørebørn får lagt dræn gentagne gange. Der er så meget at gøre som også vil styrke de små, også hvis dræn er løsningen.

Min overbevisning er, at mange af disse indgreb kan undgås og der findes andre og mere skånsomme alternativer til dræn. Det er præcis denne naturlige forståelse for - og behandling af øreproblemer hos børn jeg brænder for, at hjælpe dig med.

Jeg har derfor forfattet en letlæst e-bog med titlen "Naturlig hjælp til dit ørebarn". E-bogen kan blive din og lande i din indbakke, når du har betalt din ørebog via Stripe.

Vidste du, at

  1. Jeg hjælper forældre til babyer og små børn med øreproblemer på bæredygtige og naturlige måder
  1. Jeg, personligt går efter at årsagsbehandle – altså fjerne årsagen
  1. Mange øreproblemer kan løses på bæredygtige og naturlige måder, uden indgreb
  1. En anerkendt ørelæges erfaring er, at 50% undgår dræn ved at følge 4 tiltag
  1. Øreproblemer handler også om immunforsvaret
  1. Danmark er det land i verden, hvor der lægges flest øredræn
  1. Op mod 40.000 øredræn lægges på børn mellem ½ år og 8 år, i Danmark
  1. Det kræver fuld narkose at få lagt øredræn
  1. Øredræn kræver et operativt indgreb
  1. Øredræn er en symptombehandling

Hvem er Helle?

Den cyklende babyzoneterapeut som på fuldtid i over 15 år har cyklet fra baby til baby og givet babyzoneterapi. Jeg er også en rejselysten Cand. Merc., hvis hjerte banker for babyerne og naturlig sundhed.

Kender du din babys syv lukkemuskler?

Kender du din babys syv lukkemuskler?

Igennem dit, mit og din babys fordøjelseskanal er placeret 7 lukkemuskler. Nedbrydningen af vores mad fra mund til anus kommer gennem de syv lukkemuskler.

De forskellige fordøjelsesafsnit har forskellige opgaver. For at sikre, at hvert afsnit kan aflevere et produkt til det efterfølgende afsnit som stemmer overens med dennes funktion og kapacitet er der 7 lukkemuskler.

Hvis en af lukkemusklerne svigter, så opstår der problemer. Problemer som kan variere fra let ubehag til mere alvorlige problemer.

Hvad er en lukkemuskel?

En lukkemuskel (eller ringmuskel) er en muskel, der forhindrer at mad, afføring eller urin kommer længere i systemet, end ønskeligt på pågældende tidspunkt. I modsætning til lukkemusklerne ved mavesækken, er lukkemusklen ved endetarmen og urinblæren under viljens kontrol. Det vil sige, at du selv kan styre dem.

De 7 lukkemuskler og deres funktion

  1. Mund / mundhule – her tygges maden
  • Øvre spiserørs lukkemuskel – mellem munden og spiserøret
  • Mavemund – også kaldet røvballegardin, en muskelring ved overgangen til mavesækken
  • Maveport - maveporten skal kunne holde den lave PH væk fra tolvfingertarmen
  • Sfincter Oddi - hjælper med at flytte galde og saft fra bugspytkirtel ind i tyndtarmen
  • IC-klap - er en lukkemuskel, der adskiller indholdet mellem tynd- og tyktarm
  • Anus – de ufordøjelige reststoffer udskilles som afføring gennem endetarmens åbning, også kaldet anus

Lukkemusklerne kan både være for stramme og for slappe.

Symptomer på dårligt fungerende lukkemuskler hos en baby

Refluks, heftig gylpen, stor spændt bug, forstoppelse, tynd sivende afføring, sur og gæret afføring.

På billedet har jeg markeret, hvor de syv lukkemuskler sidder under foden. Masser blidt på eksempelvis mavemunden, hvis din baby har tendens til at gylpe meget eller måske ligefrem har refluks.

Sådan når din babys mad gennem fordøjelseskanalen

Sådan når din babys mad gennem fordøjelseskanalen

Sådan når din babys mad gennem fordøjelseskanalen

Vildt mange babyer bøvler med maven. Når de små bøvler med fordøjelsen, så kalder vi det typisk maven. Ofte handler det om tyktarmen. Fordøjelseskanalen er omfattende, så der er mange steder, hvor der kan være ubalancer.

Fordøjelseskanalen

Her vil jeg kort skitsere, hvad der sker fra din baby sutter modermælken eller modermælkserstatningen i sig med munden til den kommer ud af endetarmens åbning.

Strækningen fra munden til endetarmens åbning kaldes fordøjelseskanalen.

Fordøjelseskanalen består af mund, spiserør, mavesæk, tyndtarm, tyktarm og endetarm

Fordøjelsessystemet består også af leveren, galdeblæren og bugspytkirtlen.

Gennem fordøjelseskanalen omdannes maden til det, der er nødvendig for, at organismen kan fungere.

Munden

I munden blandes mælken med spyt fra spytkirtlerne. Her findes 3 typer kirtler;

  • Ørespytkirtlen
  • Spytkirtlen under tungen
  • Spytkirtlen under underlæben

Enzymet ptyalin er indeholdt i spyt. Det nedbryder stivelse til almindelig sukker. Og dermed begynder fordøjelsesprocessen. Hvis der er kommet tænder, så bruges de til at findele føden, så den lettere kan passere videre.

Spiserøret

Ved hjælp af muskelsammentrækninger passerer føden gennem mavemunden til mavesækken.

Maven (mavesækken)

Føden blandes og æltes og saltsyre og enzymet peptin tilsættes. Peptin medvirker til nedbrydning af proteiner. Via maveporten sendes føden videre til Tolvfingertarmen.

Tolvfingertarmen

Tolvfingertarmen er den største del af tyndtarmen. De aktive stoffer i form af galde og bugspyt tilsættes fordøjelse af fedt, proteiner og kulhydrater.

Leveren

Leveren er den største af kirtlerne i vores krop. Leveren har mange funktioner:

  • Den danner og opbevarer proteiner og antistoffer, vitaminer, mineraler og sukkerstoffer (glycogen)
  • Den virker som rensemaskine – vores kemiske værk
  • Den udskiller affaldsstoffer som medicinrester og ”brugte” hormoner
  • Her dannes galden som opbevares i galdeblæren

Galdeblæren

Galdeblæren er opbevaringssted for den galde, der dannes i leveren. Galdeblæren tømmer sig i tolvfingertarmen. Galdeblæren stimuleres også af impulser fra det parasympatiske nervesystem. Som sender grene ud til hele fordøjelsessystemet og dets kirtler.

Bugspytkirtlen

Her dannes 3 enzymer – Trypsin (nedbryder protein), Lipase (nedbryder fedtstoffer) og Amylase (nedbryder kulhydrater) - sendes ud i tolvfingertarmen. Her medvirker de til fødens nedbrydning. Insulin og glukagon sendes direkte i blodet og medvirker til at opretholde blodsukkerbalancen.

Milten

Milten er vores største lymfekirtel. Den bekæmper infektioner og holder kropsvæskerne i balance. Milten kontrollerer også mængden af blod i vores legeme.

Tyndtarmen

Optagelsen af føden sker i tyndtarmen. Fordøjet føde passerer videre fra tyndtarmen via ileo-coecalklappen (IC-klappen) til tyktarmen. 

Tyktarmen

Tyktarmens opgave er at tilbagesuge vand og salte fra den nedbrudte føde. Her findes også en del bakterier som er med til at nedbryde føderesterne og føre dem videre til endetarmen.

Olesens punkt

Dette psykisk stimulerende punkt sidder 10 cm oppe i endetarmen. Hvordan Hr. Olesen end har fundet frem til det.

Endetarmen

Og slutteligt så kommer afføringen ud af endetarmen. Helst mindst en gang i døgnet.

Sådan når din babys mad gennem fordøjelseskanalen

Det var den korte forklaring på Sådan når din babys mad gennem fordøjelseskanalen.

Derfor kan der være mange måder at sætte ind på i forhold til at hjælpe, når babymaven driller. Det kan være både med kost hos baby eller mor, afhængig af alder, homøopati, vand, diverse behandlinger som kraniosakralterapi, kiropraktik, osteopati eller zoneterapi. Eller diverse kombinationer. Jeg er altid inden for rækkevidde, hvis du vil vide mere.

PS I næste måned er emnet Kender du din babys syv lukkemuskler?

 

12 babytips til dig fra mig

12 babytips til dig fra mig

12 babytips til dig fra mig

GODT NYTÅR! Så gik det år. 2021 er for længst historie.

Nu er det allerede over en uge siden, at vi skød og skålede nytåret velkomment.

Når jeg kigger tilbage på 2021, så er jeg vildt stolt over, at jeg lancerede mit første onlineforløb ”BABYGLÆDE og HVERDAGSRO i små doser”. Jeg er mindre stolt over min meget begrænsede markedsføring af onlineforløbet. MEN

Jeg er i nytårshumør. SÅ

BABYGLÆDE og HVERDAGSRO i små doser

Jeg er i gavehumør, så onlineforløbet ”BABYGLÆDE og HVERDAGSRO i små doser” kan du helt undtagelsesvis købe til nedsat pris i januar.  

Læs mere om forløbet BABYGLÆDE og HVERDAGSRO i små doser.

Mangler du inspiration eller råd om eksempelvis forstoppelse, rød babynumse, tilstoppet tårekanal, kolik, modermælkserstatninger, så læs eller genlæs det eller de relevante NYT fra Babyzoneterapi.  Her følger en oversigt over NYT fra Babyzoneterapi i 2021.

NYT fra Babyzoneterapi 2021

Vi har været langt omkring – som du kan se

  1. Vil du have Babyzoneterapeutens bedste fif mod forstoppelse?
  2. Kender du til tunge dage?
  3. Vil du og din baby med mig rundt på en walk and talk?
  4. Vil du have hjælp til en rød babynumse?
  5. Tilstoppet tårekanal - hvad kan jeg gøre?
  6. Mød mig online til BABYGLÆDE og HVERDAGSRO i små doser
  7. 3 beroligende tips til en kolikramt baby
  8. Kender du forskellen på de forskellige modermælkserstatninger?
  9. Hvilken babydyne skal vi vælge?
  10. Hvilken d-vitamin skal jeg vælge til min baby?
  11. Barselscoaching

12 babytips til dig fra mig

Har et af indlæggene vakt din interesse? så tryk på det og du kan straks læse det.

Du er hjertelig velkommen til at videresende NYT fra Babyzoneterapi. DEL, DEL, DEL…

Lad 2022 blive dit bedste år ever!

Magiske nytårshilsner

Helle

Babyzoneterapeuten

PS Husk det 12. tips; BABYGLÆDE og HVERDAGSRO i små doser

Hvilken D-vitamin skal jeg vælge til min baby?

Hvilken D-vitamin skal jeg vælge til min baby?

Måske er du, der læser med her lige nu, nybagt mor eller far. Måske er du for få uger siden kommet hjem fra hospitalet med din elskede baby. Måske gik du den første tid rundt i en lykkeboble hvor alt var godt. Men så lige pludselig, ud af det blå, så startede din baby på at have uro og mavebøvl.
 
Lige pludselig oplevede du måske nærmest ubærlige skrigeture. Og ikke bare en gang. De kom dagligt og nogle dage flere gange om dagen. Er du en af dem hvor din baby har ondt i maven og bliver ulykkelig, så ved jeg godt at det er rigtig hårdt lige nu. Men der er hjælp at hente.
 
Sagen er, at der kan være mange årsager til, at din baby får ubehag og bliver ked af det. Og en af dem kan være den D-vitamin, I har valgt at give jeres baby. Den vil jeg gerne komme mere ind på i det her nyhedsbrev. Først lidt om D-vitamin generelt.

 

Hvordan dannes D-vitamin?

Når dit barns hud udsættes for direkte solskin, så dannes der D-vitamin. Hvis huden er dækket af tøj, solcreme eller er bag glas, så dannes der ikke D-vitamin i kroppen. Hvis du bruger en solcreme med faktor otte, så nedsættes kroppens dannelse af D-vitamin med hele 90%, kilde: bogen Naturligt sunde børn, af Anette Straadt, Æblebørn.
 
Det er et lidt tricky område, for generelt får vi for lidt sollys og danner for lidt D-vitamin, men samtidig skal og vil vi som ansvarlige forældre passe på vores børns hud. Så derfor giver vi vores små børn D-vitamin, så de ikke kommer i underskud.

 

Hvorfor give D-vitamin og hvad betyder det for os?

Der er gode grunde til vi har brug for D-vitaminet. Her har jeg listet de vigtigste:

  • D-vitamin er nødvendigt for vi kan udnytte fosfor og kalk.
  • D-vitamin er nødvendigt for vi kan opbygge tænder og knogler.
  • D-vitamin har stor betydning for nervesystemet og humøret og sikrer vores muskler kan fungere optimalt.
  • D-vitamin har rigtig stor betydning for vores immunforsvar.

 

Naturlige kilder til vitamin D – hvad er det?

Som nævnt kan vi godt få D-vitamin ind af naturlig vej. Først og fremmest via sollys. Men derudover findes der små mængder af vitaminet i fisk, fiskeleverolier, æggeblommer, i mælk, ost, lever og i avocado. Men det er trods ikke alt det din baby spiser – endnu. Og selv om du som voksen spiser alt dette, så er det i vores del af verdenen generelt svært at få nok D vitamin.

 

Typer af D-vitamin – hvordan ser det ud?

Når du skal til at give D-vitaminet til dit barn, så er der flere muligheder. Dette vitamin kommer både som dråber, i kapsler og som spray. Hovedparten giver dråber til deres baby. Vær opmærksom på, at D-vitaminet skal være i form af D3, for det er let optageligt og let anvendeligt for kroppen. Modsætningen til D3 er de syntetiske D2-produkter, hvor kun ganske få er tilbage på markedet.

 

Hvilken d-vitamin skal jeg vælge til min baby?

Hvis det var min baby, så ville jeg vælge at give D-vitamin med mælkesyrebakterier. Det kunne for eksempel være Duolac. Når flasken er tom, så vælg en anden type, også med mælkesyrebakterier. Det kan for eksempel være Semper eller Lactocare.

Grunden til du godt må skifte mærke og det kan være en fordel for din baby er, at der er forskel på hvilke mælkesyrebakteriestammer, der er i de forskellige produkter. Ved at skifte får din baby flere forskellige stammer. Hvis du ammer og det er svært at få dråberne i din baby, så smør dråberne på din brystvorte. Så får babyen dem på den måde.

Undgå D-dråber med kokosolie. De giver ofte mavebøvl. D-vitamin i sprayform er et supernemt og forholdsvist nyt alternativ. Et pust i munden og D-vitaminet bliver optaget gennem mundens slimhinder. Det kan være en stor fordel, da optagelsen sker uanset om fordøjelsen fungerer optimalt eller ej hos din baby.

Hvilken babydyne skal du vælge?

Hvilken babydyne skal du vælge?

Du kender det sikkert godt. Efter I er blevet forældre, er I trådt ind i jungle af gode råd, der kommer fra alt fra velmenende familiemedlemmer, over reklamer til sociale medier. Det er ikke så underligt, for at blive forældre betyder et nyt liv hvor der dukker mange spørgsmål op og mange vil gerne hjælpe. En af de ting der kan rumstere i hovedet på babyforældre, er hvis babyen er søvnudfordret og derfor har udfordringer med at sove godt.

En ikke så god nattesøvn kan skyldes mange forhold, men en ting jeg tit nævner, som det kan være værd at kigge på, er dynen barnet sovet med. Dem findes der mange forskellige af, men her vil jeg vil gerne præsentere dig for fire modeller, som alle har det tilfælles, at de kan virke sansestimulerende og give ro.

Kædedynen

Babyer kan i kortere eller længere perioder have problemer med at falde til ro ved sengetid. Ekstra meget ved det, der er kendt som tigerspring. Her kan en kædedyne hjælpe.

Kædedynens fordele er, at:

  • Babyen sover længere tid ad gangen.
  • Babyen har færre opvågninger i løbet af natten – og dermed færre forstyrrelser.
  • Babyen skal puttes i kortere tid – roen indfinder sig hurtigere.

Det skyldes alt sammen, at dynen omslutter babyen tæt, og er med til at give babyen en følelse af ro.


spektrumshop.dk anbefaler, se deres hjemmeside, at du snakker med din læge og afprøver nogle af de forslag din læge måtte komme med, før en tyngdedyne som kædedynen, tages i brug.

Stendynen – også kendt som kugledynen

En stendyne kan være med til at give din baby en tryg start på livet. Dynens tyngde og evne til at omslutte hjælper nemlig din baby, hvis din baby har svært ved at finde ro og ”mærke sig selv”.

Det kan være fordi din baby er for tidligt født, eller er født med en lidelse eller sygdom. Det kan også handle om kolik eller helt enkelt være fordi din baby har svært ved at falde i søvn eller sove igennem hele natten.

Kastanjedynen

Kastanjedynen fungerer både som kugledynen, lægger sig tæt ind til kroppen, samtidig med den stimulerer kroppens sanseceller.

Kastanjernes organiske former, vægt og antal kombineret med dynevårets udførsel giver maksimal påvirkning. Der er mere end 1300 kastanjer i en enkelt dyne.

Tyngdeposen

Tyngdeposen er en babyvenlig udgave af kugledynen. Mange babyer sover bedre i en tyngdepose end de gør med en dyne.

Fordelene ved tyngdeposen er, at den:

  • Ikke kan sparkes af.
  • Ikke bliver for varm.
  • Har en pris, der ikke er alt for uoverskuelig.
  • Ikke overstimulerer.
  • Ikke larmer.

Den mindste tyngdepose kan du faktisk låne af mig, da jeg har den liggende. Så du kan teste den og se hvilken effekt den har på din baby.

Det var lidt om kædedynen, stendynen (også kendt som kugledynen), kastajnedynen og tyngdeposen. Mig bekendt er der også noget der hedder en sansedyne. Der findes faktisk et hav af forskellige dyner til babyer.

Personligt ville jeg dog starte med enten tyngdedynenbyjuhl (se nedenfor) eller tyngdeposen eller ”den besparende” model før jeg købte mig fattig i dyner. Den besparende model er faktisk ret enkel og kommer her…

Den besparende

Kom to almindelige babydyner i et og samme dynebetræk.

Og sov godt baby!

PS Tyngdedynen by Juhl er kommet på markedet efter artiklen er skrevet.

Tyngdedynenbyjuhl.dk

Tyngdedynen er udviklet af et søvnberøvet forældrepar, der begge er forskere og med to små børn, der havde problemer med at sove. Børnenes farmor startede med at sy en tyngdedyne til datteren, den ældste af børnene, og det gav øjeblikkelig resultat i form af bedre søvn. Så erfaringen med farmors dynesyning har ført til udviklingen af den prisbillige tyngdedyne.

Fordelen ved tyngdedynen by Juhl

  • deres dyner består af ufarvet Øko-tex bomuld uden overskudsfarve
  • de garanterer, at deres produkter er helt fri for skadelige indholdsstoffer
  • til motorisk urolige børn
  • prisvenlig tyngdedyne med høje kvalitetskrav

Besøg Tyngdedynenbyjuhl.dk her

Er der ballade med søvnen, så kan en mulighed også være babyzoneterapi.

Kender du forskellen på de forskellige modermælkserstatninger?

Kender du forskellen på de forskellige modermælkserstatninger?

En lille ny verdensborger har set dagens lys – din baby. Glæden er stor. Men med glæden følger alle omvæltningerne. Især da det måske viser sig, at du ikke har mælk nok eller af en anden årsag ikke kan amme.

Du har gjort alt, hvad du kunne for at få gang i mælkeproduktionen. Du har fået at vide, at det bare er det bedste for din baby at amme. Men det virker ikke. Og lad mig være den første til at sige, at nu gælder det om ikke at slå sig selv mere oven i hovedet end du nok allerede gør, for der findes modermælkserstatning, der kan hjælpe (herefter forkortet MME).

Der findes ikke en MME-variant, der helt kan kopiere den unikke ernæringsmæssige sammensætning, der er i naturlig brystmælk. Naturlig brystmælk, også kaldet modermælk, indeholder nemlig den optimale næring for et spædbarn. Brystmælken indeholder moderens antistoffer, et højt indhold af kolesterol og andre næringsstoffer, der er væsentlige for barnets udvikling. Når det er sagt, så er det for mig vigtigt at understrege, at man sagtens kan vokse sig stor og stærk på MME, så fortvivl ikke hvis amningen ikke lykkes.

Alternativ til brystmælk

Lad os sige, at nu ved du at amningen ikke kommer i gang. Nu er næste udfordring at finde rundt i noget der føles som et hav af forskellige varianter af MME. MME der både kommer i pulver- og i flydende form (pulverformen blandes i vand). Hvor skal du starte? Lad mig se om jeg ikke kan hjælpe dig på vej.

Hvilke typer modermælkserstatninger findes der?

Modermælkserstatninger kan overordnet inddeles i tre typer:

1. Modermælkserstatning baseret på komælk

Mange MME’er er fremstillet af komælk. Komælk, der er modificeret til at ligne modermælk, så den rigtige balance af næringsstoffer bliver opnået. Det er vigtigt, for at mælken kan fordøjes af baby.

Ikke alle spædbørn reagerer godt på komælksbaseret MME. Nogle babyer er allergiske overfor proteinerne i komælk. Og så må andre MME typer på banen.

Jeg oplever en del babyer får problemer med komælksbaseret MME. Det er ofte problemer med forstoppelse og ondt i maven. Nogle får endda eksem, snot, og øreproblemer. Vær derfor meget opmærksom, hvis valget er faldet på denne type MME. Bemærk, at der kan gå op til tre døgn før reaktionerne, viser sig.

Eksempler på MME baseret på komælk er NAN pro 1, Allomin 1, Baby & Me Organic (udgår i 2025, da Arlas produktion af modermælkserstatning flyttes til Frankrig) og Little steps.

Komælksbaserede MME findes både i ikke-økologiske og økologiske udgaver. Problemerne med de store komælksproteiner løser du desværre ikke med den økologiske udgave.

Nan supreme og Nan HA er en variant, dog ikke økologisk, hvor komælksproteinerne er slået lidt i stykker på forhånd. De er dermed nemmere at fordøje end mange andre komælksbaserede udgaver af MME. Det er bevist, at de både har en bedre effekt ved maveproblemer, og at de forebygger eksem. Så disse to erstatninger får min anbefaling, når det gælder komælksbaseret MME.

Andre MME muligheder

Økologisk MME lavet på gedemælk fra Holle, er også en mulighed. Gedemælk minder mere om komælk i dets opbygning. Og så er det særdeles næringsrigt, jf. rapporten Fakta om gedemælk og gedekød – i relation til humanernæring. Den kan også være god, hvis du oplever allergiske reaktioner på den komælksbaserede.

2. Modermælkserstatning baseret på soja

Hvis du er vegetar eller af anden årsag gerne vil have en MME uden animalske proteiner, så er soyabaseret MME en mulighed. Ligeledes, hvis din baby lider af mælkeallergi eller laktoseintolerans (mælkesukker-intolerans). Nogle babyer er både allergiske overfor komælk og soyamælk.
SMA er en sojabaseret modermælkserstatning. Som desværre er uden lactose (mælkesukker). Lactose er rigtig vigtigt for vores tarmbakterier. Læs mere på plantebaby.dk.

3. Modermælkserstatning baseret på højt hydrolyseret protein

Hvis din baby har både mælke- og soyaallergi, så er MME baseret på højt hydrolyseret protein, også kaldet hypoallergen modermælkserstatning, netop fremstillet til det formål.

Her er komælksproteinerne slået helt i stykker. Det gør det lettere at fordøje og der er mindre sandsynlighed for, at denne variant kan udløse allergiske reaktioner hos dit barn.

MME baseret på højt hydrolyseret protein hedder Nutramigen, Althéra og Pepticate. De tre produkter kan du købe på apoteket. Men inden du kaster dig over dem, så tal med din læge – også om muligheden for at få tilskud til køb af dette alternativ, da det ikke er billigt.

De to modermælkserstatninger neocate og Alfamino er bearbejdet så meget, at det kun er frie aminosyrer. Så der er ikke nogen hele proteiner i overhovedet. Blot rene aminosyrer der er i der. Nogen gange skal anbefalingen helt over og være en af de her to, hvis børnenes fordøjelse eller immunforsvar er meget meget belastet. Så er det her, vi ender.

Plantebaseret modermælkserstatning

Den type findes desværre ikke mig bekendt. Hvis du gerne vil tjene kassen, så er jeg ret sikker på, at der er mange penge i at udvikle en plantebaseret modermælkserstatning med lactose.

Afslutningsvis, så er min anbefaling, at du vælger den erstatning som passer jer bedst. Men vær løbende og altid opmærksom på din babys reaktioner. Og husk det vigtigste råd af dem alle – du må aldrig give rigtig komælk til din lille baby.

Få hjælp

Mange babyer med maveproblemer har gennem tiden haft stor glæde af zoneterapi. Find en zoneterapeut med erfaring og viden om babyer – du er velkommen til at kontakte mig – send en sms til 20 74 49 47.

Tre beroligende tips til en kolik ramt baby

Tre beroligende tips til en kolik ramt baby

Tre beroligende tips til en kolik ramt baby, hvis du har en baby der bare skriger og skriger. Findes der noget mere opslidende og nervepirrende? Næppe, tænker dem der har oplevet det. Især de forældre, der selv har stået med en utrøstelig kolikramt baby og ikke anet deres levende råd.

Sker det for dig, så sørg først og fremmest for at holde din baby varm, da kulde forværrer kolikanfaldene. Men der er andet du kan gøre. Så nedenfor er tre tips til, hvad du ydermere kan gøre for at få ro på kolikken og dermed give din baby ro.

Fennikelte

En tynd fennikelte virker beroligende på din baby. Den kan også tage noget af luften i maven. Hvis du ammer, så kan din baby få det i en fortyndet udgave gennem dig, hvis du selv drikker fennikelte.

Katteurt

Jeg har også været i gemmerne og fundet et gammelt husråd frem. Gamle husråd kan være guld værd. Katteurt er et af dem. Katteurt bliver også kaldt for Kattemynte. Katteurt er en plante med takkede grågrønne blade, der dufter som en mellemting mellem timian og mynte.

Lidt historie om katteurten

I Middelalderhaven voksede Katteurt i tebeddet. Planten kan let dyrkes fra frø eller formeres fra stiklinger. Den er opkaldt efter den italienske by Nepeti, hvor den blev dyrket i store mængder. Derfor går den også går under navnet Nepeta. Den bliver prist for sine gode egenskaber, der betegnes som mildt søvndyssende og febernedsættende. Den blev indført til landet af katolske munke, der brugte den til at give medicinen en behagelig(ere) duft. Katteurt er flerårig og blomstrer om sommeren med fine lyslilla læbeblomster.

Lindrende virkning på kolik

Givet som te til småbørn med kolik kan katteurten have en lindrende virkning. Ligesom med fennikelte, så kan din baby også få det ind via modermælken, hvis du ammer og ikke har lyst til at give det til dit barn direkte. Mor kan drikke en urtete, hvor katteurt er i sammen med andre urter.

Et eksempel på en god blanding kommer her: Pebermynte, hyldeblomst, Hvidtjørn og Katteurt. Det giver tilsammen en meget velsmagende urtete, som ikke kun kan afhjælpe kolik, men også nydes af mor.

Carbo betula D10

Spædbarnskolik er som nævnt meget belastende – både for baby og forældre. Et sidste middel til at mildne kolikanfald jeg vil sætte fokus på, er Carbo betula D10. Det er birkekul i homøopatisk form. Det hjælper med til, at luft og væske arbejder bedre sammen i fordøjelsen.

Kuren er, at du ved sengetid giver dit barn tre dråber i ganske lidt vand. Det skal gentages hver aften i 14 dage.

Det var tre tips som er både naturlige og bæredygtige. Du kan læse mere om spædbarnskolik her. Scroll til nederst på side 23, hvor du finder afsnittet ”Spædbørnskolik, gråd, aftenuro”.

Hvis I prøver et af de tre tip, så fortæl mig gerne hvilket tip der virkede bedst hjemme hos jer? Så tager jeg jeres erfaring med videre i mit arbejde.

Kærligst

Babyzoneterapeut Helle Munk

Mød mig online til BABYGLÆDE og HVERDAGSRO i små doser

Mød mig online til BABYGLÆDE og HVERDAGSRO i små doser

Efter mere end 11 år som cyklende babyzoneterapeut har jeg brugt nedlukningen til få nye idéer og åbne op for noget helt nyt. Mit allerførste onlineforløb til nybagte forældre har jeg døbt BABYGLÆDE og HVERDAGSRO i små doser.

Vi ved alle, at Covid19 har bragt mange kedelige ting med sig. Men det har ikke kun være skidt. Nedlukningen har lært os hvor meget vi rent faktisk kan løse uden at vi mødes fysisk.

Selv om jeg bliver den sidste til at mene, at online altid kan erstatte fysisk nærvær, så har det sine fordele. For eksempel kan du tage et online forløb, når det passer ind i din og din babys rytme.

Med onlineforløbet får du mig med på sidelinjen via en daglig mail i syv dage. I syv dage sender jeg dig nyttige tips og små babytricks du kan bruge i hverdagen. Jeg kommer rundt om nogen af de vigtigste emner, der handler om din babys fysiske trivsel.

Det er enkle fif jeg giver dig. Men min mangeårige erfaring siger mig, at mange gange er det enkle det letteste og mest effektive, når vi vil have mere ro i en ofte hektisk hverdag.

De syv dage du hører fra mig

Emnerne for hver af de syv dage er:

  1. Dit vigtigste babyværktøj
  2. Babyernes mantra
  3. Når bøvsen driller
  4. Suttens fordele og ulemper
  5. Når babymaven driller
  6. Skab ro med hvid støj
  7. Yogaboldens fortræffeligheder

Det her er min baby

Det var med så mange sommerfugle i maven, da forløbet gik i luften. BABYGLÆDE og HVERDAGSRO i små doser var min længe ventede online baby. En baby jeg har glædet mig til at kunne dele med dig. Jeg ser frem til at berige dig, og mange andre nybagte familier, med min erfaring pakket ned i små nemme tips, der er lette at tage til sig.

I en tid som denne skal vi alle bidrage med det vi kan. Babyers trivsel ved jeg en del om, så dette er mit bidrag, så jeg håber du vil tage imod.

Vil du vide mere?

Vil du vide mere om forløbet, så er du velkommen til at læse mere her:

BABYGLÆDE og HVERDAGSRO i små doser.

Tilstoppet tårekanal – hvad kan jeg gøre?

Tilstoppet tårekanal – hvad kan jeg gøre?

Tilstoppet tårekanal – hvad kan jeg gøre? Der er mange årsager til, at babyer – eller måske snarere deres forældre – sender bud efter mig. En af dem er tilstoppede tårekanaler, der måske kan lyde som en simpel ting, men som kan være ganske voldsomt for både barnet og den voksne.

Hvad er en tårekanal?

Tårekanalen er en tynd kanal ved øjet. Den løber fra den inderste øjenkrog til næsen. Den er årsagen til, at vi snøfter, når vi græder. Når tårekanalen fungerer dårligt, eller er tilstoppet, så opstår der søvnklatter eller fugtige øjne.

Det gælder også for babyer. Søvnklatter i øjenkrogen eller øjne der virker fugtige, er som oftest et tegn på at en, eller begge, tårekanaler er tilstoppede.

Selv om tårekanalen udvikler sig i løbet af barnets første år og 99% af alle børn kurerer sig selv på sigt, så er det rigtig træls men mens det står på. Derfor giver det god mening at hjælpe babyen på bedste vis.

Så hvad kan du selv gøre?

Her er syv tips til, hvad du selv kan gøre ved en tilstoppet tårekanal;

  1. Vask øjnene med helt almindeligt vandhanevand. Kom vandet på et stykke vat og tør forsigtigt barnets øjne.
  2. Hvis du ammer, så rens din babys øje, eller øjne, med modermælk.
  3. Saltvandsdråberne Oculoheel har mange også gavn af. Det er et homøopatisk lægemiddel. Husk, at saltvandsopløsningen skal være 0,9%. Det svarer til tårevæsken i øjet. Kom det på et stykke vat og rens øjet eller øjnene.
  4. Du kan også lave en saltvandsopløsning selv. Du skal koge 300 milliliter vand tilsat 2,7 gram almindeligt salt. Afkøl det herefter. Holdbarheden er et døgn. Kom det på et stykke vat og rens øjet eller øjnene.
  5. Blid massage under øjet fra øjenkrogen og ud er ofte også meget effektivt.
  6. Masser blidt de to tæer tættest på storetåen på hver fod. Masser især nede, hvor tæerne hæfter på barnets fod. Her sidder øjnene på fødderne. Øjnene sidder på begge fødder. På videoen, tryk på billedet, demonstrerer jeg, udover øjnenes placering, også bi- og pandehuler, det eustakiske rør og urinvejene.
  7. Homøopati; Silicea/Belladonna comp, Argentit comp. Akut dosering: En dråbe op til fem gange dagligt og indtil bedring mærkes. Se beskrivelse i afsnittet om henholdsvis mellemørebetændelse og immunforsvar. Lægemidlerne er til indvortes brug alene og må ikke dryppes i øjnene. Som behandling direkte i øjnene, anbefales te af Euphrasia, som afkøles og anvendes som kompres til at duppe øjnene med – eller som øjenskylning. Se kilde: Øjenbetændelse, børn

HUSK altid, at hvis der er meget pus i dit barns øjne, så tag til lægen og få det tjekket. Det er altid godt at sikre sig, at det ikke er noget mere alvorligt og er det ikke det, så er der ingen der siger, at det lægen udskriver, SKAL bruges.

Det var ordene i denne omgang om Tilstoppet tårekanal – hvad kan jeg gøre?

Vil du have hjælp til en rød babynumse?

Vil du have hjælp til en rød babynumse?

Vil du have hjælp til en rød babynumse? 

I min hverdag som babyzoneterapeut møder jeg mange babyer. En del af dem bokser med rød numse. Det kan gøre rigtig ondt og skabe meget uro hos både barnet og de ofte frustrerede forældre. Det ved jeg af erfaring. Jeg ved også der er noget du kan gøre for at afhjælpe problemet, så her følger lidt inspiration til, hvad du kan gøre som forældre til en baby med rød numse.

Hvad er årsagen til din babys røde numse?

Dog først lige om hvad årsagen egentlig er til en rød numse. Huden i det område bleen dækker er varmere, fugtigere og har en højere surhedsgrad end alle andre steder på kroppen af din baby. Den tætsluttende ble, din baby har på, gør, at urin og afføring kommer i tæt kontakt med huden og nogle gange i lidt længere tid, hvis de voksne ikke opdager at der er ”gevinst” lige med det samme. Dermed kan der udvikles rød numse, irritation og hvis det udvikler sig eksem.

Syv tips til at undgå og behandle en rød numse!

  • Sørg for en god hygiejne. Jeg ved det… det er næsten omsonst at skrive efter over et år med håndsprit og konstant fokus på netop hygiejne, men det har stor betydning.
  • Babyer elsker at ligge med numsen bar så meget de overhovedet kan få lov til. Det er rart for barnet, at der ikke er noget rundt om numsen. Men det kan hurtigt blive en snasket affære. Du kan gøre det til en mere ”sikker situation” for gulv og andre underlag ved at investere i et par vådligger-lagener. IKEA.dk har dem blandt flere andre. Hvis uheldet er ude og din baby tisser eller laver lort uden ble på, så kan vådligger-lagenet let vaskes og hurtigt være klar til brug igen.
  • Når du har vasket din babys bagdel, så aftør den meget grundigt. Nogle finder god hjælp i en føntørrer. Føntørreren har oven i hatten en meget beroligende effekt på de fleste babyer.
  • Traumeel salve er en homøopatisk salve, som jeg hører mange er glade for og som virker godt på en rød numse.
  • Ren honning er også ret effektivt, når numsen rød. Men bliver også hurtigt en lidt klistret omgang.
  • Essentielle olier er også gode. En mor fortalte mig, at hun med stor succes bruger lavendel blandet i kokosolie, mens en anden mor blander lavendel og melaleuca i kokosolien, når hun behandler sit barns udslet/røde numse. Ømheden forsvandt efter første påføring med dette miks og det røde var væk næste dag. (OBS: kokosolie kan erstattes med mandelolie) 👌🏻🌱.
  • Endelig kan du bade babynumsen med vand tilsat Bach-remediet Crab Apple / Sødæble. Det virker også rigtig godt på de fleste.

Det var syv tips til at undgå eller få bugt med en rød babynumse. Nu er jeg nysgerrig… hvad er dit bedste råd mod rød babynumse?

Kærligst Helle

Vil du og din baby med mig rundt på en walk and talk?

Vil du og din baby med mig rundt på en walk and talk?

Vil du og din baby med mig rundt på en walk and talk?

  • du kan komme gratis med, hvis du er hurtig!

Velkommen til ”walk and talk – dig og din baby”. Et helt ny koncept herfra. Inden jeg fortæller dig konkret hvad det går ud på, så lige et par ord om hvordan idéen opstod.

De sidste par måneder har jeg flere gange om ugen lagt fotos op fra mine egne gåture på min private Facebook væg. Det er kommet bag på mig, hvor mange glade kommentarer det har medfødt fra et bredt udsnit af mit private netværk. Mange har ligefrem ringet og sagt til mig, at de finder glæde i at følge mine ture rundt i Københavns gader hvor jeg tager en del billeder af byens rum.

En jeg er i netværksgruppe med, skrev til mig; ”Det er så hyggeligt at følge dine ture på Facebook. Kan du ikke bruge det til noget i firmaregi? Tænker mange af dine kunder traver byen tyndt med barnevognen – måske du kunne skabe noget der? Gode ”udflugtsmål” med baby i vognen eller…?”.

Så kom idéen til mig – vi skal da på walk and talk med baby i vognen. Jeg skal dele ud af min viden til dig som mor eller far, mens vi sammen oplever byen og din baby nyder barnevognens rolige kørebevægelser, når vi går.

Walk and talk med dig og din baby – sådan kommer du med!

Jeg tilbyder walk and talk med dig og din baby ganske gratis til de første fem der melder sig. Det eneste det kræver af dig er, at du siger ok til jeg må dele fotos af vores tur og du skriver en kort testemonial efter turen.

Det foregår så enkelt, at vi går en tur sammen, og du selvfølgelig har din baby med i vognen. På turen kan du trække på al min erfaring som cyklende babyzoneterapeut og spørge mig om alt i forhold til livet med en baby.

Min erfaring er selvfølgelig størst i forhold til mave- og søvnproblemer, kolik og uro og almen trivsel, men da jeg er kommet i mange hjem, så er jeg også opdateret på mange andre dilemmaer, der dukker op, når der kommer en baby ombord i hverdagslivet. Og der er ikke nogen tabuer. Men der kan være emner hvor jeg vil sende dig videre til en med den rette viden, hvis det er uden for min viden- og erfaringsramme.

Fordelen ved at gå en tur og have en samtale er:

  • Din kreativitet og evne til at tænke i nye retninger bliver boostet med relativ stor sandsynlighed. Og den positive effekt fortsætter helt sikkert efter samtalen og gåturen.
  • Vi producerer ”lykkehormoner”, når vi bevæger os – det gør du og din baby også.
  • Du øger dine kognitive funktioner ved en gåtur på blot 20 minutter, så går vi en time kan du selv regne ud at ”det giver noget”.
  • Det giver en mere fri samtale at gå end at sidde og kigge på hinanden.
  • Du får mere overskud af at dele ud af dine tanker og få vendt dem med en anden.

Og så lige lidt mere om et af lykkehormonerne…

Kærlighedshormonet

Oxytocin er det såkaldte kærlighedshormon og dannes i hypothalamus i mellemhjernen. Kvinder producerer større mængder end mænd. Oxytocin udløses, når du oplever nærhed med andre og når du bevæger dig. Som på en gåtur. Hormonet har en positiv effekt på fødsel, amning, smertetærskel, stress, blodtryk og pulsen. Så en gåtur med mig er ikke kun en mulighed for at trække på min viden. Det er også en mulighed for at sætte gang i netop lykkehormonerne.

Vil du være blandt de første fem?

Send en sms til 20 74 49 47 og vi aftaler, hvor og hvornår vi går. Gåturene foregår på Frederiksberg og i Københavns kommune. Jeg kommer og møder dig.

Kender du til tunge dage?

Kender du til tunge dage?

Kender du til tunge dage?

  • Lad mig inspirere dig med idéer til hvordan du får det bedre?

Tunge dage – hvad er det? Som babyforældre er det ofte dage hvor alt bare er op ad bakke. Der er bøvl med baby – alt er er pludselig galt, barnet klynker og intet I gør ser ud til at virke. Jeres overskud som forældre er helt i bund. Parforholdet er sat på prøve. Energien er helt i bund. Nu bliver spørgsmålet;

  • Hvordan fjerner du tung energi hos dig selv på en tung dag – kan du det?

Du kan i hvert fald gøre meget. For hvis du løfter din egen energi, så er det med til at løfte energien hos dit barn. Hvis du finder ro, så finder dit barn ro. Jeg plejer at sige, at hvis en baby fik valget mellem at være på Hovedbanegården i myldretiden eller i et yogalokale, så er jeg meget sikker på, at babyens valg blev yogalokalet.

Så, hvordan skaber du stemningen fra yogalokalet i dit hjem, når du føler dig tung?

Musik er livsbekræftende💃

Vi er mange som bliver løftet af musik. Har du spillet et bestemt nummer under din graviditet, så vil din baby kunne genkende det uden for maven – og ofte falde til ro, når du afspiller det. Lige i øjeblikket elsker jeg at lytte til Kirk Franklin. Mit humør stiger straks. Kirks numre giver stof til eftertanke, hvis du lytter til ordene.

Dans min ven 🎶💃🏻🌹💃🏻🎶

Dans kan ryste tungheden af. Jeg er sikker på, at din baby vil elske at sidde maven af dig, måske fast i en vikle, og danse sammen med dig. En dans kan være en skøn stund for jer begge.

Bevæg dig og flyt dig

Der er mange andre måder end dans at bevæge sig på. Nogen af dem er ganske simple. Prøv noget så enkelt som at flytte dig fra et rum til et andet eller fra en stol til en anden. Det lyder måske fjollet – men det virker, tro mig. Du kan også gå en tur. Allerhelst i naturen. Kombinationen af frisk luft og bevægelse er fantastisk. Kan du ikke komme ud af hjemmet, så hop i 20 minutter 😄, giv den gasssss, som de siger. Får du gang i kroppen, så er jeg ret sikker på, at du før eller siden får bugt med tungheden og mærker roen komme snigende.

Spørg tungheden 🌹

Ja, det lyder måske mystisk. Men byd tungheden velkommen og spørg den om, hvad den vil fortælle dig. Det kan være forskelligt, hvad den vil dig. Nogle gange kommer tunghed af manglen på egen-omsorg, manglen på selvkærlighed. Andre gange kan det være et spørgsmål om det er på tide, at du flytter fokus i dit liv. Hvis du spørger / mærker godt efter, så er der en chance for, at du får svar og kan handle på svaret.

Essentielle olier 💖

Når min energi er tung, så kommer jeg opløftende essentielle olier som Lemon og Peppermint i min diffuser. Det løfter hurtigt min energi. Er jeg på farten, så har jeg altid min Peppermint touch med. Den putter jeg på tindingerne og i nakken, når jeg har brug for energi. Det giver mig et hurtigt et løft. Det er enkelt og ligetil og har en her-og-nu-effekt.

Ring til en god veninde

Det kan være så givende at løfte røret og tale med et menneske, der kan hjælpe dig med at vende din energi❣ Måske en god veninde eller ven. Men en der kan lytte og rumme.

Ræk ud og få hjælp

Ræk i det hele taget hånden ud, hvis du mærker, at du har behov for hjælp. Til familie, venner, naboen eller hvem du er mest tryg ved. Har du brug for professionel hjælp, så book tid. Jeg taler med mange af mine kunder om de følelser, der er i spil i de tunge tider og minder altid folk om, at det er en styrke at bede om hjælp – ikke det modsatte.

Tøm hovedet

Tøm dit hoved for alt det som fylder. Især bekymringerne. Skriv dem ned. Sæt tid af til det, hvis det er en svær øvelse. Sig til dig selv, ”nu sidder jeg her i 30 minutter og skriver løs”. Måske er det svært første, anden og tredje gang – men pludselig kommer det til dig. Du vil nyde et tomt hoved. Gør det hver gang du har brug for at få renset ud. Og gør det gerne dagligt i starten. Videnskaben har lært os, at når en vane skal ændres, så skal den nye vane gentages i 21 dage.

Skriv taknemligheds-dagbog

Det kan være et værktøj, der er guld værd. Senere kan du gå tilbage og læse og på den måde se dine fremskridt og din egen udvikling. Dagbog er i det hele taget en fin tid – uanset energi og humør.

Håber du kan bruge mine idéer og tanker og at næste gang du mærker tung energi, så har du en liste med inspiration til, hvad du selv kan gøre for at komme videre.

Hvad virker bedst for dig, når du vil fjerne din tunge energi på en tung dag?

Kærligst
Babyzoneterapeut Helle

PS Som det ser ud nu, så cykler jeg igen fra baby til baby fra efter påske. Fra tirsdag den 6. april 2021.

Vil du have Babyzoneterapeutens bedste fif mod forstoppelse?

Vil du have Babyzoneterapeutens bedste fif mod forstoppelse?

Så kommer de her!

På min vej rundt på cykel fra baby til baby møder jeg alt for mange babyer, der bøvler med maven. Af erfaring ved jeg, at en stor del af de babyer der gør dette lider af enten forstoppelse eller tendens til hård mave. Det er hårdt ”arbejde” er være en baby med ondt i maven og som oftest er babyens forældre også ret trætte. Så der er brug for hjælp og der er brug for ro.

Et besøg fra en babyzoneterapeut, som jeg, er en stor hjælp, men der er nogle ting du kan gøre for at undgå barnet får ondt i maven og der bliver brug for mig.

Nedenstående er derfor en række fif til, hvad du kan gøre for at undgå at din baby får forstoppelse eller tendens til hård mave – samt hvad du kan gøre, hvis ”skaden er sket” og baby har fået forstoppelse eller tendens til hård mave og du ikke har mulighed for at ringe til undertegnede og få hjælp.

Afkølet kogt vand

Hvis dit spædbarn får forstoppelse eller tendens til hård mave, så tilbyd lidt afkølet kogt vand.

Fennikelte

Du kan også prøve med at servere fennikelte. Fennikelte er ikke kun godt til baby, men også til den ammende mor. Tag gerne en kop fennikelte midt på dagen. Det smager i øvrigt skønt.

Sveskesaft

Hjemmelavet økologisk sveskesaft er ofte et hit hos de små og er samtidig et godt middel, når en babymave er blevet forstoppet.

Figensaft

Figensaft har hjulpet mange babyer med forstoppelse eller hård mave gennem tiden. Køb gerne figensaften i en helsekostforretning, så der er styr på indholdsstofferne.

Tamer fra doTERRA

Flere af ”mine” babyer har haft glæde af den rene essentielle blandingsolie Tamer fra doTERRA. Det er et middel der virker overraskende godt på spædbørn.

Blid babymassage

Blid massage er rart for en baby og er godt for mange ting – også ballade med maven. Der er flere metoder. Du kan f.eks. massere maven, rundt om navlen, i urets retning. Mange forældre ser også en god effekt af at massere endetarmsåbningen med madolie. Cykling med benene kan også give et fint resultat i bleen. Men endnu bedre er måske en varm hånd på babyens mave, mens benene er holdt helt op mod maven.

VAND

Vand er godt. Uanset alder, så er det vigtigt at være opmærksom på, om barnet og du får nok væske. En god idé, som allerede nævnt, er at tilbyde lidt kogt afkølet vand mellem måltiderne. Når barnet er fire måneder, så er det i orden at tage vandet fra den kolde hane, da vandet ikke længere behøver at være kogt.

Hvad er dine bedste fif, når din baby har forstoppelse eller hård mave?

Hvad er dine bedste fif for at undgå, at din baby får forstoppelse eller hård mave?

Jeg glæder mig til at høre fra dig.

Kærligst

Babyzoneterapeut Helle

Hvordan vil vi hos Babyzoneterapi huske 2020?

Hvordan vil vi hos Babyzoneterapi huske 2020?

Hvordan vil vi hos Babyzoneterapi huske 2020?

Jeg tør godt vove at påstå, at 2020 bliver et år vi alle vil huske resten af vores liv. Det bliver et år, der aldrig går i den mentale glemmebog.

Året startede ellers meget velkendt og lige ud af landevejen. Politikerne skændtes over partiskel og ude i den store verden var klimaet på den store dagsorden. Langt borte talte de om corona. Og to og en halv måned inde i året, så var coronaen kommet på besøg i Danmark.

Den satte aftryk. Den gjorde, at det blev et år, hvor der blev vendt op og ned på mange ting. Rigtig meget blev anderledes i forhold til normalt – og ting som vi gik og forventede var på en måde var pludselig helt anderledes. Rigtig mange blev sendt hjem fra arbejde. I flere uger. Nogle i flere måneder. Andre måtte arbejde urimeligt meget for at sikre der også var et job til dem efter corona eller fordi de besad en samfundsvigtig funktion. Fælles var at alle blev ramt på den ene eller den anden måde – men nogen hårdere end andre.

Når vi engang tænker tilbage på 2020, så vil mange af os nok især huske Sundhedsstyrelsens fem generelle råd:

  • Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.
  • Host eller nys i dit ærme.
  • Undgå håndtryk, kindkys og kram – begræns den fysiske kontakt.
  • Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.
  • Hold afstand og bed andre tage hensyn.

Det har været underligt med al den afstand og personligt vil jeg huske det som ”frygtens år”. Frygten blev igen og igen italesat. Jeg håber derfor, at næste år bliver et år i ”kærlighedens tegn” – det er vi nok mange der trænger til. Men først skal vi lige have coronaen helt ud af vores dagligdag.

Der er heldigvis og til trods for corona tit blevet kaldt på Helle fra Babyzoneterapi. Det sætter jeg stor pris på og er dybt taknemmelig for.

Babyzoneterapi på Instagram

Babyzoneterapi bliver mere og mere synlig på Instagram. Hashtaget ”DagensBabyfødder får altid et smil frem. Personligt er jeg imponeret over, hvor mange forskellige fotos jeg kan tage af babyfødder. Så forskellige de er i udtryk. Tusind tak til alle jer, der bakker op om Babyzoneterapi på de sociale medier.

NYT fra Babyzoneterapi og blogindlæg

Hver måned er der udkommet et nyhedsbrev og et blogindlæg.

Med de 12 numre af NYT fra Babyzoneterapi er vi kommet langt omkring. Jeg har skrevet om alt fra kolik, over mavesmerter, søvn, tænder til meget andet. Så står du med en baby, der bøvler i juleferien, så kan der snildt være fif at hente i en eller flere af blogindlæggene.

Du kan finde hvert af de 12 udgivelser på Babyzoneterapi.dk/blog:

  1. Kendt fra TV?
  2. Når din baby har kolik
  3. Boost din sundhed den kommende tid
  4. ABC er død – nu hedder det ABH!
  5. Seks gode fif, når din baby har mavesmerter
  6. Hjælp, min baby vil ikke sove
  7. Nyder din baby (også) Covid19 pausen?
  8. Har din baby fået tænder?
  9. En glad baby giver en glad familie – sådan arbejder jeg!
  10. Gør både dig og din baby klar til vinteren!
  11. En julekalender med fokus på dit velvære
  12. Hvordan vil vi hos Babyzoneterapi huske 2020?

Challenge, der rykkede

Gennem året har jeg deltaget på flere Challenges. Det har været min måde at bruge tiden omkring corona konstruktivt. Den Challenge som har gjort størst indtryk på mig er ”Your PATTERN to SUCCESS” ved Eliane Rose.

Et af mine markante udbytter er, at jeg hver morgen fra kl. 6.00 er i gang med egenomsorg – jeg drikker en liter vand med citron eller næsten en liter, dyrker meditation, healing og yogaøvelserne ”De 5 tibetanere”.

En alternativ rejse

Som mange af jer ved, så banker mit fritidshjerte for at rejse. Det har været ret så meget no go i år. Nu jeg ikke kunne rejse ud i verden, så spurgte mig selv – hvordan kan jeg få det ind i mit liv som mine rejser ellers giver mig?

Jeg valgte at fokusere på min forretning, som også er en af mine store livsrejser. Jeg købte derfor business-forløbet Quantum som er udviklet af Eliane Rose. Et forløb i udvikling af min virksomhed og i min personlige udvikling.

Som selvstændig er jeg min virksomhed. Så den og jeg skal passes og plejes på bedste vis.

Det har været min bedste beslutning og investering i 2020. Der er heldigvis flere måneder til, at det officielt slutter. For mig slutter det aldrig. Målet er at arbejde mindre og samtidig tjene mere. Det tiltaler mig – meget. Både som selvstændig og ansat kan du lade dig inspirere af Eliane Rose på Facebook siden Eliane Rose – www.ElianeRose.dk

Når alt det er skrevet, så har det alt i alt har det været et stille år. Et eftertænksomt år. Nye tiltag er nu i støbeskeen.

Inden jeg trykker på alt for mange knapper i den forbindelse. Er der noget du savner fra mig?

Hvilke nye tiltag fra mig vil kunne gøre en forskel for dig?

 Så tænker jeg det ind i mit 2021 arbejde.

Glædelige og hyggelige juletanker og lyse & lykkebringende nytårshilsner ønskes du af

Babyzoneterapeut Helle Munk

 

En julekalender med fokus på dit velvære

En julekalender med fokus på dit velvære

En julekalender med fokus på dit velvære

  • Mine bedste råd til hvordan du kan få en god og rar december måned

2020 har været et meget anderledes år for de fleste. Bedst som vi gik og troede at livet gik sin vante gang, kom coronavirus og fik vendt op og ned på vores dagligdag.

Pludselig er ord som forsamlingsforbud og pandemi blevet hverdag og hjemmearbejdspladserne skyder som paddehatte, alt mens mundbind og håndsprit er fast hverdagsudstyr. Midt i det hele nærmer december måned og julen sig. For mange bliver det en anderledes julemåned. På arbejdspladserne er de fleste julefrokoster aflyst og privat handler det pludselig om hvem der er plads til juleaften.

Det er ikke let at være i. Derfor er årets julekalender fra mig til en dig en julekalender med fokus på nydelse. Jeg har udtænkt 24 små ”pakker” som intet koster, men som kan bringe glæde ind i din december måned. Mit mål er at du som mor øger dit daglige velvære og dermed dit overskud. Når du har det godt, så smitter det af på din baby og på resten af din familie. Og det er min mission – at I alle har det godt. I fortjener alle at have det godt og komme godt frem til 2021!

Så prøv at ”glemme” corona for en kort stund hver dag og bestem dig for, at december 2020 bliver den bedste måned ever.

Herunder er mine til 24 kalendergaver i vilkårlig rækkefølge. Du kan bruge kalenderen som den står her. Du kan også lave 24 lapper, én for hver dag, og skrive en kalendergave på hver af de 24 lapper. Læg herefter de 24 lapper i en krukke. Hver dag trækker du en ny seddel. Det er helt op til dig hvad der er bedst.

Velkommen til årets 24 små ”fokus på dit velvære”-gaver:

  1. Gør noget du længe har drømt om. Vov det!
  2. Skriv fem ting ned på et stykke papir, som du er taknemmelig for lige nu og her.
  3. Fortæl din kæreste eller en veninde, hvad du elsker og værdsætter ved ham eller hende.
  4. Gå en tur på mindst fem kilometer uden headset.
  5. Lyt til en meditation. Har du ikke en, så find en på Youtube.
  6. Nyd en varm kop te.
  7. Skriv ned på et stykke papir hvilke indsigter du har fået i 2020.
  8. Læs en god bog i fred og ro.
  9. Find mindst et foto som symboliserer kærlighed for dig.
  10. Tænk over hvad der er det bedste citat du har hørt eller set.
  11. Lav dig en god smoothie til dig selv.
  12. Skriv ned på et stykke papir hvad der er det bedste der er sket i 2020.
  13. Overrask en, du holder af med noget du ved de ville blive glade for.
  14. Giv dine fødder et lækkert fodbad.
  15. Lyt til et stykke musik du elsker.
  16. Ryd op og doner en gave blandt det du finder.
  17. Hvilke mål har du for 2021? skriv dem ned, helst i hånden og gem dem et godt sted.
  18. Hyg dig med en god veninde.
  19. Find årets bedste foto af din baby.
  20. Nyd 10 minutters stilhed når du ved du kan have ro.
  21. Plej dine negle – både på hænder og fødder.
  22. Mærk efter. Hvordan kan jeg glæde mig selv allermest i dag?
  23. Søg efter en healing på YouTube og lyt til den.
  24. Ro på – husk din vejrtrækning – dybe ind- og udåndinger. Giv dig tid.

Det var min inspiration til 24 kalendergaver til dig. Husk en af de største glæder er at give til andre. …og til sig selv.

Du ønskes den mest fantastiske december måned.

Helle

PS Hent mere inspiration i artiklen “Pakkekalendergaver – fra mig til dig!

Gør både dig og din baby klar til vinteren!

Gør både dig og din baby klar til vinteren!

Gør både dig og din baby klar til vinteren!

Det er blevet efterår. Mens jeg sidder og skriver dette, falder bladene af træerne og vinden rusker i mit vindue. Vi går vinteren i møde. Og vinteren er lig med højsæson for et svækket immunforsvar.

Men du kan gøre meget, så både du og din baby kommer rigtig godt gennem vinteren. Du kan begynde med at styrke din babys immunforsvar ved hjælp af en række punkter jeg lister her.

Styrk immunforsvaret og skab ro i kroppen

En måde at styrke immunforsvaret hos din baby på er ved at massere et punkt, der findes på oversiden af babyfoden – lige mellem storetåen og ”pegetåen”. Mål tre babyfingrebredder ned fra mellemrummet mellem storetå og ”pegetå” og tryk blidt lige der. Gør det på begge babyfødder. Tryk på en babyfod ad gangen.

Styrk Thymus-kirtlen

Punktet sidder på modsatte side i forhold til det punkt jeg netop gennemgik for dig. Det er et punkt, hvor du også kan styrke din babys immunforsvar. Thymus-kirtlen er med til at producere de hvide blodlegemer i kroppen.  Her skal du have fat i din babys fodflade. Under alle din babys tæer er der små trædepuder.

Det punkt du skal have fat i, er der hvor de to trædepuder mellem storetå og ”pegetå” mødes. Her skal du finde det punkt, der er er længst væk fra tæerne, men hvor der stadig er trædepude. Her skal du lave nænsomme tryk, give blid massage eller nulre forsigtigt – alt efter hvad din baby synes bedst om. Først på den ene babyfod og herefter på den anden fod. Kan du overskue begge fødder samtidig er det fint.

Stimuler immunforsvaret på din babys arm

Du kan også stimulere immunforsvaret ved at trykke på din babys arm. Inden du går i gang med din baby, så prøv med dig selv først.

Læg din arm på bordet. Lillefingeren skal lægge ned i bordpladen. I albuebøjningen trykker du med tommelfinger og pegefinger en centimeters penge nede i armen ved bøjningen. Tryk først på den ene arm og herefter på den anden arm. Når du kan teknikken, så prøv med din baby.

Punktet er ikke kun godt til at styrke immunforsvaret, men virker også ved forkølelse og forstoppelse. Kan sågar bruges ved influenza og høj feber. Ved at trykke på punktet, så støtter du kroppens naturlige processer kommer i gang.

Svømmehuden

Svømmehuden har også en effekt i forhold til immunforsvaret. Den er blandt andet med til at rense affaldsstoffer ud af kroppen. Dette er meget enkelt – du skal blot massere svømmehuden mellem tæerne og mellem fingrene på dit barn. Ved at gøre dette aktiverer du lymfesystemet.

Husk roen! Gør både dig og din baby klar til vinteren!

For alt hvad jeg lige har gennemgået med dig, så gælder det at du skal forberede dig mentalt på behandlingen inden du går i gang. Det er vigtigt du har ro på, så du udstråler ro overfor dit barn.

Tag et par dybe vejrtrækninger inden du går i gang. Mærk efter, se på din baby og respekter, hvad din baby fortæller dig. Din baby giver dig signaler undervejs. Læs dem. På den måde kan du selv afgøre, hvor ofte og hvor meget behandling din baby vil have. Hvis din baby siger nej tak til behandling, så vent til senere eller til en anden dag.

Håber du kan bruge nogle af de her metoder til at styrke din babys og dit eget immunforsvar på. Så I begge kan gå vinteren styrket i møde.

Ps. Mor og far kan også lade sig inspirere af denne video ”Sådan kan du styrke dit immunforsvar”

En glad baby giver en glad familie – sådan arbejder jeg!

En glad baby giver en glad familie – sådan arbejder jeg!

En glad baby giver en glad familie – sådan arbejder jeg!

Som cyklende babyzoneterapeut ser jeg mange dejlige babyer. Det er ikke en hemmelighed, at jeg elsker mit job! Jeg har verdens bedste ”kunder” i form af dejlige babyer og jeg får lov til, at arbejde med mit speciale hver dag – babyzoneterapi. Men den største glæde er nok, at jeg kan se hvordan zoneterapien ikke kun er en hjælp til babyen, men i lige så høj grad til resten af familien.

Når baby er i balance, så har hele familien lettere ved at være eller komme i balance.

Det fine er, at zoneterapi har en effekt på babyer hurtigere end det typisk er tilfældet for voksne. Vi siger, at der helst skal være sket en bedring efter senest tredje behandling.

Ro er vigtigt og ro ”smitter”

Det er meget vigtigt for mig, at det er en god oplevelse for både baby og forældre, at jeg kommer på besøg. Så jeg gør alt jeg kan for at skabe en stemning, der er rolig og tryg under behandlingerne. Jeg siger tit til folk, at ro er noget der ”smitter”. Som en del af mit besøg giver jeg også forældrene nogle værktøjer, som de kan bruge mellem behandlingerne og efter selve behandlingsforløbet. På den måde er det ikke kun lige her og nu mit besøg gør en forskel.

Jeg kommer ud til mange familier og jeg ser mange forskellige problemstillinger. En del går dog igen og jeg har efterhånden udviklet en proces for hvordan jeg lærer en familie og en baby bedst at kende og hvordan jeg sporer mig ind på hvad de har brug for hjælp til.

De typiske babyudfordringer

I forhold til de problemstillinger jeg oplever, så er det typisk noget af nedenstående, der får mor eller far til at bede mig komme på besøg:

  • Mavekneb
  • Forstoppelse
  • Fordøjelsesproblemer
  • Søvnproblemer
  • Kolik
  • Uro
  • Svækket immunforsvar

Før det første besøg

Inden jeg sætter mig på cyklen og kører ud til en familie, der har ringet til mig, så klarer jeg, især i disse Covid19 tider, journalføringen per mobil inden selve det første møde. Så er den del er på plads, når jeg kommer hjem til familien. Under journalføringen stiller jeg en del spørgsmål, som jeg nedfælder i babyens journal. Udover navnet på babyen og fødselsdatoen, så spørger jeg også ind til, hvad jeg kan gøre for det konkrete barn? Og Hvorfor har de ringet? Foruden en del andre spørgsmål.

Det første besøg

Journaldelen er klaret og jeg finder cyklen frem. Når jeg ankommer hilser jeg stille og roligt på babyen og babyens forældre. Tit er der også tid til lidt smalltalk. Herefter har jeg brug for et par underskrifter på et par samtykkeerklæringer før jeg kan behandle. Men herefter er der kun fokus på babyen.  Min zoneterapibehandling er blid og på barnets præmisser. Rigtig mange forældre siger, at jeg har hjulpet deres baby med at få det bedre. Det er netop det jeg brænder for – det der får mig på arbejde og ud af sengen om morgenen. Nogle babyer falder i søvn under behandlingen. Andre følger nysgerrigt med. Intet er mere rigtigt end det andet.

Reaktioner efter behandlingen

Når behandlingen er slut, kan der være en reaktion. Reaktionen efter første behandling er typisk mere markant end efter de følgende. Nogle babyer bliver pylrede, mens andre sover flere timer i streg. Afføringsmønstret og konsistensen og farven på afføringen kan ændre sig meget hos nogle af babyerne i tiden efter. Flere af ”mine” babyer får grøn afføring i bleen en eller flere gange efter en behandling. Det er normalt.

Babyzoneterapi.dk under ”Mød Helles babyer” kan du læse, hvad andre babyer har fået ud af mine behandlinger og se hvad jeg er for en.

Har du nogle spørgsmål? Kontakt mig gerne på sms 20 74 49 47.

En glad baby giver en glad familie!

Har din baby fået tænder?

Har din baby fået tænder?

Har din baby fået tænder?

Eller kan du huske dengang din baby fik tænder?

De fleste forældre der har været i nærheden af en baby, der fik tænder har oplevet at tænder er noget der kan give en del uro.

Men hvornår er det lige at babyer får tænder – ved du det?

En baby er typisk fire til otte måneder gammel, når den får den første tand. Den sidste tand plejer at have set dagens lys, når barnet er cirka tre år gammelt. I sjældne tilfælde fødes spædbørn faktisk med tænder. Og det er der en del ammende mødre, der kan berette om ikke altid er lige sjovt.

Det samlede tandsæt, når alle tænder har set dagens lys, er på 20 tænder – fordelt med lige mange i undermunden og i overmunden.

Som nævnt kan det at få tænder for nogle babyer give en masse uro. Er det tilfældet hos jer, er her nogle forslag til, hvordan du kan dulme smerterne hos din baby, når gummerne gør ondt, fordi der er tænder på vej…

Bidering

Når gummerne klør og er irriterede, så kan en bidering – helst taget direkte fra køleskabet, så den er kold – være en god hjælper.

Køleskabskolde agurker er også en god og lettilgængelig mulighed, men sørg altid for at barnet er stort nok til ikke at kunne kløjes i maden. Og ingen mad eller ting direkte fra fryseren til et lille barn.

Gummidråber

Du kan også dryppe gummidråber i munden på din baby, når han eller hun har smerter ved tandudbrud. Dråberne er på pipetter og mange – både børn og voksne – er glade for dem.

Husk, at når flasken er åbnet, skal den opbevares på køl, for ellers smager dråberne alt andet end godt.

Aftamed Gel

Aftamed Gel er også en god mulighed – det kan du få på apoteket. Aftamed Gel virker lokalbedøvende og jeg kender en del, der har god erfaring med dette.

Essentielle olier

Copaiba er den essentielle olie jeg er bekendt med, der bruges mest ved tandfrembrud.
Jeg hørte også om en som gav datteren på 11 måneder den essentielle olie Clove. Datteren hadede smagen men det virkede.

Zoneterapi

Og så er der det jeg kan – babyzoneterapi. Jeg har en del mødre og fædre, der er glade for at kontakte mig, når der er tandfrembrud – som en mor skrev til mig efterfølgende ”du hjalp min datter med noget tandfrembrud”.

Bonusidé!

Nu jeg er ved zoneterapi, så skal du lige have et fif fra zoneterapeut Hanne Sanderhoff

En indisk jordemoder fortalte på et kursus Hanne, at de hjemme i Indien ikke kendte til det at have ondt for tænderne.

Hun mente det måske havde noget at gøre med, at de rørte meget mere fysisk ved hinanden – og dermed også rørte mere ved kæberne og gummerne på børnene.

Hanne tog idéen til sig og har siden opfordret alle de mødre hun har mødt, der har babyer der får tænder, til at massere deres barns gummer før, under og efter tandfrembrud… med god virkning!

Så måske en idé du også kan bruge til noget?

Og hvis ikke noget af det ovenstående virker for dig – hvad er så dit bedste fif, når din baby døjer med smerter som følge af tandfrembrud?

Nyder din baby (også) Covid19 pausen?

Nyder din baby (også) Covid19 pausen?

Mange oplevede at verden nærmest gik i stå onsdag den 11. marts 2020. Dagen hvor en meget stor del af Danmark lukkede ned. Vi fik en pause. En tiltrængt pause. En Covid19 pause. Så nyder din baby (også) Covid19 pausen?

Hvad betød den nye verden så for babyerne?

For nyligt læste jeg, at det har været ”90% færre ekstremt for tidligt fødte under Covid19. Det er et vildt statistisk fald. Når antallet af ekstremt for tidligt fødte er faldet så drastisk, så forestiller jeg mig, at den har pause ikke kun har haft betydning for de gravide, men for rigtig mange danskere. Jeg er blandt dem der tror, at for en gruppe af danskere er stressniveauet faldet og det har sat positive aftryk på mange ting.

Barselsbesøgene blev færre under covid19

Når en ny borger ser dagens lys, er der mange, der gerne vil forbi og sige tillykke. Det måtte de ikke under Covid19. Mange færre barselsbesøg har nok gjort deres til at der kom ro i mange små hjem med nyfødte og små babyer. Jeg er sikker på, at hvis babyerne kunne tale, så ville mange af dem sige, at alle de besøg er alt for meget. Under Covid19 blev de hørt.

Far arbejder hjemmefra

Mange fædre blev også sendt hjem med besked om at arbejde hjemmefra. Så i mange hjem har far også været hjemme den sidste lange tid. Det har betydet, at mor og far på en helt anden måde har været sammen om opgaven at få og passe et barn. Jeg er sikker på, at mange fædre har glædet sig over at være hjemme – også selvom de stadig har skulle passe deres arbejde.

Så nyder din baby (også) Covid19 pausen?

Når institutionen kalder igen

Mange småbørnsfamilier har dog haft hænderne fulde under Covid19. Især hvis de har et eller flere børn foruden en baby i huset. Da Danmark begyndte at åbne op igen, så fik mange småbørnsforældrene mulighed for igen at tage på arbejde. Nogle afsted til job og andre stadig med arbejdet hjemmefra, mens de små kom i institution.

De familier som valgte, eller skulle, sende storesøster eller storebror afsted i institution har også mærket en ændring. Der er færre sygedage blandt de små. Og hvad er så årsagen til det tænker du?

Vask hænder, sprit af og hold afstand

Mange taler om, at vi er blevet bedre til at vaske hænder og spritte af. Personligt tror jeg ikke, at det er renligheden som har haft størst betydning for børn er mindre syge. Tidligere hed det sig for eksempel, at børn på landet var mindre syge, da de altid fik mere jord op under neglene, så det har jeg svært ved at tro på alene er forklaringen.

Så er der ”holde afstand”. Det kan være svært at forstå for små krudtugler i en vuggestue eller en børnehave. Så de er inddelt i mindre grupper, så de stadig kan få de knus og kram, som de har behov for. Så ligger hovedforklaringen her? Næppe, tænker jeg.

Personligt så vil jeg mene, at hovedårsagen er, at der generelt er mindre stress og mere ro ude i de små familier. Og det er faktorer som er gode for alle. Pausen var tiltrængt. Også for babyerne. Nu er så spørgsmålet hvordan vi holder fast i alt det gode fra pausen, mens verden langsomt kommer op i gear igen.

Så nyder din baby (også) Covid19 pausen? Hvordan har Covid19 påvirket din familie? Og kan I mærke verden langsomt ruller igen?

PS Her kan du følge udviklingen af Covid19

Hjælp, min baby vil ikke sove

Hjælp, min baby vil ikke sove

Rigtig mange forældre til en baby har oplevet, at barnet ikke vil sove – i hvert fald ikke så lang tid i træk, at det giver den ro til den restitution, som de voksne har så meget brug for. Der findes heller ikke mange forældre, der ikke er blevet overrasket over, at en babys ”søvnvaner” på kort tid kan vende hele hverdagslivet på hovedet. Så Hjælp, min baby vil ikke sove.

I starten er det nok til at holde ud, men står det på i længere tid, kan det virkelig udmatte en lille familie. Søvnberøvede forældre er ofte desperate efter at få deres søvn igen og manglende søvn giver manglende overskud.

Hvad kan du som forælder gøre i sådan en situation?

Lidt viden om spædbarnssøvn kan måske hjælpe dig. Så først får du her lidt om børns søvnbehov fra nyfødt til teenager.

For hvor meget skal dit barn sove?

Søvnbehov (vil ikke sove) fra spædbarn, over baby til teenager

Søvnbehov for  Sover typisk  Minimum søvn  Maximum søvn
Nyfødte til spædbørn på til 3 måneder 14-17 timer i døgnet Ned til 11 timer/døgn kan være tilstrækkeligt Op til 19 timer pr døgn kan være nødvendigt
Babyer på 4-11 måneder 12-15 timer i døgnet Ned til 10 timer/døgn kan være tilstrækkeligt Op til 18 timer pr døgn kan være nødvendigt
Småbørn på 1-2 år 11-14 timer i døgnet Ned til 9 timer/døgn kan være tilstrækkeligt Op til 16 timer pr døgn kan være nødvendigt
Børnehavebørn på 3-5 år 10-13 timer i døgnet Ned til 8 timer/døgn kan være tilstrækkeligt Op til 14 timer pr døgn kan være nødvendigt
Skolebørn på 6-13 år 9-11 timer i døgnet Ned til 7 timer/døgn kan være tilstrækkeligt Op til 12 timer pr døgn kan være nødvendigt

 

Nu ved du hvor meget du kan forvente dit barn sover. Men du kan godt hjælpe søvnen på vej, så jeg har her fem tips til dig som forælder. Alle kan hjælpe dig med dit barns søvn.

Tip 1 – glem manualen

Søvnbehovet er forskelligt, så der er desværre ikke et facit for alle og der findes ikke en ”this is how you do it manual”. Stop med at tænke din babys søvnbehov i kasser og stop med at sammenligne alt for meget med andre.

Tip 2 – brug dine sanser til at aflæse din baby

Se på din baby. Lyt. Fornem. Mærk. Du ved godt, hvad svaret er, når spørgsmålet lyder Har din baby det godt? Hvis ja, så er der umiddelbart ikke grund til bekymring. Generelt skal babyer have lov til at sove alt det de vil. Søvn avler søvn. Så, hvis dit barn har sovet godt og længe om dagen, så sover det typisk også godt om natten og omvendt. Husk søvn avler søvn! Men vær opmærksom, hvis de sover for længe, mens de er helt små. Det kan være tegn på de ikke har det godt.

Jeg mindes Kaj der var et par måneder gammel, da jeg mødte ham første gang. Kaj sov ikke ret godt om natten. Men efter første behandling fortalte hans mor mig, at Kaj var faldet i søvn kl. 20 samme aften. Kajs mor var også gået i seng. Kun for at vågne kl. 5 og flyve i ren panik ud af sengen, for normalt var han vågen flere gange om natten. Men Kaj sov fint og stod glad op lidt senere og jeg sikker på, at de solide ni timers søvn var godt, for både Kaj og mor.

Og husk så – sover din baby mindre end gennemsnittet, men trives og er glad og tilfreds, ja, så er det vist blot en lille ny uden det helt store sovehjerte.

Tip 3 – elektronik – nej tak

Ingen elektronik den sidste times tid inden sengetid. Og det gælder både mobiltelefoner, tv, tablet eller ipads og computere. Det er vigtigt af hensyn til at få ens barns nervesystem til at falde til ro. Det gælder også de voksnes nervesystem, men vi er dem der skal sætte grænser for vores børn.

Når vi skal undgå skærme skyldes det Melantonin – det vi kalder for søvnhormonet. Melantonin er med til at regulere både vores døgnrytme og vores søvn. Melantoninproduktionen påvirkes af lyset fra skærmene på elektronikken, så no go til skærmtid før sovetid.

Tip 4 – sørg for ro omkring barnet

Min anbefaling er, at den sidste times tid inden sengetid bruges til at klargøre til natten.  Bad er godt – gerne med en dråbe doTERRA lavendel. Få ro på familien, så nervesystemet kan komme ned i gear både hos voksne og børn. Nærhed og hygge skaber tryghed. Det er et godt udgangspunkt for en god søvn at have ro på inden sovetid.

Tip 5 – hav fokus på hvad en god nats søvn er godt for

Udbyttet af god søvn er mange. Mere konkret er en god nattesøvn godt for:

  • At føle sig mere udhvilet
  • At kunne vækste og trives
  • Helbredet – både det fysiske og det mentale
  • Muligheden for at kunne lære nyt og tage imod

Gear ned og slap af den sidste times før sengetid – store som små!

Jeg håber, at de fem tips kan være med til at I får nogle roligere og mere afslappende nætter hjemme hos jer med en baby.

Sov godt fra

Helle

Læs mere på Har din baby eller dit spædbarn søvnproblemer?

Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.